Tonen og aktørerne i debatten er grænseoverskridende

Man skal som politiker ikke være sart, men grænsen i debatten er nået. Det skræmmer mange fra at engagere sig politisk, hvis prisen er et voldsomt politisk svineri.

Kommunalbestyrelsesmedlem Linda Kofoed Persson, DF, skrev i en leder i Bornholms Tidende den 27. juli om den grovhed, der er kommet i tonen i den politiske debat, og at hun er betænkelig ved den. Jeg forstår til fulde hendes bekymring herved. Dog vil jeg lige erindre hende og DF om, at de selv overfor udlændinge har været med til at tonen er blevet grov. Men lad det ligge nu.

Det, der bekymrer mig mest, er, hvem der er blevet meget grovere i sprog, udtryksformer og anklager mod andre politikere og partier, end det man selv tilhører. Her er der de seneste år sket et kedeligt skred. De mange flere partier fremmer det, for kampen om vælgerne er taget til, og det gør udmeldinger og sprog mere groft og firkantet.

Nye Borgerlige har gået i front med dette. Se alle de illustrationer, som de har spredt mod statsministeren i nordkoreansk diktatoruniform. Se deres opslag som skaber mindelser fra Trumps stormløb mod Kongressen og USA’s demokrati: ”Klyng hende op”. Se deres opslag på Facebook. Det er uhyggeligt. En række af deres hvide, vrede singlemænd er grænseløse i deres sprog. Men deres kvindelige formand kan også godt. Her følger det yderste højre i Danmark tendensen fra den yderste højrefløj i USA og Europa. Der lægges op til konfrontation og modsætninger i befolkningen, som skaber en deling, som reelt undergraver demokratiet.

Dansk demokrati og parlamentarisme har selvfølgelig modsætninger mellem partierne, men det, der har været kendetegnende, har været evnen til at træffe meget brede beslutninger. Også under Corona. Jeg blev faktisk stolt over, at alle partier bakkede regeringen op om restriktioner, og at vi er kommet igennem dette bedre end mange andre. Og jeg forstår ikke, at man som partier ikke stolt står ved det. Men der spekuleres i, at man op til et valg kan bruge det til, at stå stærkere selv ved systematisk at angribe. Personligt tror jeg ikke på den metode. Vælgerne er trætte af det. De vil have, at partierne kommer med bud på fremtiden.

Derfor bekymrer det mig, at også bærende partier som Venstre og Konservative er gået med på den galej. Men det eneste, der tilsyneladende forener de blå partier, er en negativ kampagne mod Statsministeren på grund af minksagen, og påstande om magtkoncentration. Jeg er ærlig talt forfærdet over at se opslag fra Folketingsmedlemmer og tillidsfolk fra de to partier, som koordineret og næsten enslydende præsenterer deres angreb. Jeg kan godt se, at V og C er i klemme overfor de rabiate i blå blok, men jeg tror, at V og C på sigt taber på den form. De kan næppe klare konkurrencen i grovhed og stadig have appel. Der er en dag efter et valg – vundet eller tabt, hvor det vil være ubehageligt, hvis de blev udsat for det samme.

Man skal som politiker ikke være sart, men grænsen i debatten er nået. Det skræmmer mange fra at engagere sig politisk, hvis prisen er et voldsomt politisk svineri. Nye partier dukker op med påstande om at ville et bredt samarbejde. Det ene ovenikøbet uden noget partiprogram efter en rigsretssag, hvor forpersonen stadig fortæller en løgnehistorie om barnebrude. Hvorfor ikke selv levere dette til vælgerne, som ønsker løsning på Danmarks udfordringer?

Jeg vil opfordre de toneangivende partier til at drøfte tonen i dansk politik, så vælgerne kan vælge til eller fra ud fra partiernes positive holdninger og forslag til fremtiden, og ikke ud fra grove og negative angreb på ens politiske modstandere. Danmarks muligheder og udfordringer kræver netop brede løsninger, og det er det vælgerne efterspørger, ikke en flok umodne politiske gadedrenge eller -piger i ledelsen af landet.