Der blev fniset og grinet lidt i krogene, da skovbadning kom på dagsordenen på den afgående kommunalbestyrelses sidste møde i december. Måske fordi ordet lyder fremmed. Måske fordi vi som bornholmere gerne vil have benene solidt plantet på jorden – også når nye idéer melder sig.
Når man hører ordet skovbadning, tænker mange måske, om folk ikke bare kan kramme træer i hvilken som helst skov, eller om kommunen ikke har vigtigere ting at bruge tiden på. Men skovbadning er et fagligt funderet koncept, hvor ophold i skovens sanselige miljø bruges bevidst til at skabe ro i krop og nervesystem.
Det er helt legitimt at være skeptisk. Men lad os også anerkende, at nogle mennesker faktisk har gavn af netop denne tilgang. Lad os rumme det i stedet for at fnise ad det.
Kommunalbestyrelsesmedlem Torben Kofoed Ager skrev i et debatindlæg i Tidende, at han ærgrede sig over ikke at have taget ordet under mødet, fordi det var "ærgerligt at opleve, hvordan projektet i min opfattelse til tider nærmest blev gjort til grin".