Skal vi virkelig reduceres til 'hænder'?

Fagligheden fryser ihjel. Man taler ikke om os som mennesker.

Der tales ofte om behovet for flere “hænder” i ældreplejen. Ordet bruges igen og igen – som om problemet alene er mangel på lemmer, ikke mangel på faglighed, kontinuitet og ordentlige rammer.

Det er værd at standse op ved sproget.

Når man taler om “hænder”, så taler man ikke om mennesker. Man taler om kapacitet og volumen - om noget, der kan flyttes rundt, presses og udskiftes uden konsekvens.

Social- og sundhedsassistenter er ikke hænder. Vi er autoriserede fagpersoner med ansvar, vurderingsevne og et dagligt etisk pres, som sjældent når op over skrivebordshøjde.

Hverdagen i hjemmeplejen

Den er kendt af de, der står i den.

Arbejdsdagen er stykket sammen af køretider, der ikke matcher virkeligheden. Besøg planlægges i minutter, som om borgere er ens og relation, tryghed og faglig vurdering kan presses ind mellem to stoplys.

Der opstår huller. Man ved, at noget burde følges op – men der er ikke tid. Man ved, at borgeren er utryg – men næste besøg venter. Man går derfra med en knude i maven og tager den med videre i bilen.

Det slider. Ikke kun fysisk – men mentalt.

Psykisk utryghed som arbejdsvilkår

Mange oplever en konstant usikkerhed:

Skemaer ændres med kort varsel. Aftaler tolkes forskelligt. Lokale løsninger opstår “for en periode” og bliver permanente uden at være ordentligt beskrevet. Man forventes at tage ansvar, men står ofte alene med konsekvensen.

Det skaber en kultur, hvor man passer på sig selv frem for at sige noget højt. Tavshed bliver en strategi - ikke fordi medarbejdere er ligeglade – men prisen for at tale er for høj.

Når fagligheden konstant presses, så sker der noget med kulturen. Man begynder at lukke af og gøre det nødvendige - ikke det rigtige.

Det er sådan, at forråelse opstår - ikke som ondskab, men som selvforsvar. Omsorgssvigt handler sjældent om manglende empati. Det handler om manglende tid, manglende rammer og manglende støtte.

Kompetencer, sprog og ulig byrde

Kolleger med sproglige udfordringer efterlades ofte uden den nødvendige støtte. Det betyder, at opgaver, ansvar og dokumentation i praksis flyttes over på andre.

Det slider relationer i personalegruppen. Det øger risikoen for fejl, og det forstærker følelsen af, at kvalitet er noget, som man håber på – ikke noget, man arbejder struktureret med.

Den politiske kurs er tydelig: der skal uddannes flere – hurtigere. Kravene i den nye bekendtgørelse er barberet ned, forventningerne sænket. Det gør det lettere at få folk igennem systemet, men sværere at stå inde for resultatet.

Når faglighed udvandes, så rammer det ikke politikerne. Det rammer borgerne og de, der står med ansvaret i praksis.

Lønnen – det evige tabu

Lad os sige det, som det er: Lønnen matcher ikke ansvaret.

En SSA bærer dagligt ansvar for medicin, observation, dokumentation og menneskers livssituation – men aflønnes som om det var ufaglært arbejde med lidt ekstra papir.

For elever er situationen endnu mere absurd. Lav elevløn, ingen pensionsopsparing og økonomisk straf for helt almindelige familielivsbegivenheder. Man forventer voksenansvar, men tilbyder vilkår som til en midlertidig gæst.

Det er ikke et mysterium, at mange falder fra. Det er logik.

Og FOA?

Spørgsmålet presser sig på. Hvor er den tydelige, samlede faglige modstand?

Medlemmerne mærker presset hver dag, Men oplever ofte, at kampen føres defensivt, lokalt og stykkevis – mens de strukturelle problemer vokser. Der er brug for mere end dialog. Der er brug for tydelighed.

Vi er stadig her – men ikke uendeligt. De fleste bliver ikke i faget for lønnen. De bliver for relationen, meningen og mennesket.

Men idealisme kan ikke bære et system alene.

Hvis vi fortsætter med at tale om “hænder” i stedet for fagpersoner, hvis vi fortsætter med at presse mere ud af mindre, og hvis vi fortsætter med at ignorere løn, arbejdsvilkår og faglighed, så bliver hænderne ikke bare kolde.

De forsvinder og uden fagpersoner er der ingen ældrepleje - kun et system, der lyder pænt og svigter i praksis.

John Post er bosiddende på Bornholm. Han har en række uddannelser og jobs bag sig og er nu under uddannelse som SSA-elev.

Han skriver en række indlæg om sundheds- og plejesektoren fra en vinkel, der er anderledes end den, som vi plejer at høre.

Kilder til teksten

• VIVE (2020–2024): Rapporter om moralsk stress, tavshedskultur og arbejdsmiljø i velfærdsprofessioner
• Undervisningsministeriet: SSA-bekendtgørelser og uddannelsesordninger
• FOA: Medlemsundersøgelser om løn, arbejdsmiljø og fastholdelse
• Erfaringer fra praksis i hjemmeplejen og uddannelsesforløb på Bornholm