I Rønne – vores største by – har der ikke været reel fornyelse i årevis. Det holder ikke, hvis byen skal spille sin rolle som hovedstad for hele øen. Rønne skal ikke være en transitby. Den skal være en destinationsby – og en by, hvor man kan samles og komme rundt. Derfor skal vi tage hul på en ny fortælling om byen, nu hvor 700-års jubilæet nærmer sig.
Flere byer skal have et løft
Det gælder også andre byer som Aakirkeby, Hasle og Nexø.
Skal vi lykkes med at sprede turismen ud over hele øen og over hele året – så kræver det, at flere byer får et løft. Det handler ikke bare om investeringer, men om politisk vilje: til at skabe attraktive samlingspunkter og understøtte lokale erhverv, som giver liv og arbejdspladser.
Vi skal sørge for, at det hænger sammen. At man kan gå eller cykle med sine børn fra skolen til biblioteket, til sport og til butikker – uden at krydse øde områder eller blive klemt mellem biler.