Rønne Havn og Beof er for vigtige til politiske udnævnelser

KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 28. april 2025 • 05:30
Af:
Jan Jørgensen
Hasle
kommunalkandidat Fælleslisten
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 28. april 2025 • 05:30

Det skal være professionelle kræfter med viden og indsigt ved roret i havne og forsyning ikke politikere og deres ægtefæller, lyder det fra Jan Jørgensen.


Forleden offentliggjorde Rønne Havn sit resultat for 2024. Et overskud på 63 mio. kr. Godt arbejde.

Der er imidlertid andre tal i årsrapporten, som fortjener stor opmærksomhed. Gælden er steget fra 831 mio. kr. til 1,3 mia. Det betyder, at Rønne Havn i løbet af 2024 har lånt yderligere en halv milliard kroner. Forklaringen er indlysende. Udbygningen af havnen sker for lånte penge. Rønne Havn har ikke selv sparet op.

Der er en velvillig bank bag. Men banken er kun velvillig, så længe Rønne Havn kan betale sine renter og afdrag. Det indebærer, at havnens nye forretningsmodel skal fortsætte ikke bare på niveauet fra 2024, men udbygges yderligere. Der skal tjenes penge på udskibning af vindmøller og krydstogter, og det skal fortsætte et betragteligt antal år frem. Begge forretningsmodeller er presset af dels stor konkurrence fra andre havne som for eksempel Køge og dels en krydstogtbranche, hvis amerikanske marked lige nu er usikkert.

Anden forretningsmodel

I løbet af de senere år er to store danske havne gået konkurs. I begge tilfælde slog deres forretningsmodeller fejl.

Rønne Havn er gået fra en beskyttet tilværelse, hvor færgedriften var den stabile indtægt, over i en kompleks verden, hvor hajer i farvandet er parate til at spise dig.

Det samme skifte er sket for Beof.

Fra en beskyttet tilværelse på et marked uden den store konkurrence til en verden, hvor alle kan købe strøm af hvem som helst. At forsyningsselskaber ikke er beskyttede længere og kan gå ned ses lige nu i Odsherred, hvor kommunen som konsekvens har anlagt erstatningssag mod bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af kommunen. En af dem, der nu risikerer at miste alt, er i øvrigt gift med borgmesteren.

Kommunalbestyrelsen udpeger

Havnen og Beof er begge ejet af BRK, og det er kommunalbestyrelsen, der udpeger bestyrelsesmedlemmer, hvor især formænd for de to bestyrelser indgår i konstitueringen efter et kommunalvalg.

Det er ikke længere nok at være kommunalbestyrelsesmedlem for et politisk parti (formanden for Beof) eller gift med et kommunalbestyrelsesmedlem (Rønne Havn) for, at de bornholmske vælgere kan være trygge ved driften.

Derfor kommer her et valgløfte. Hvis vi i Fælleslisten bliver valgt ind i november, så vil ingen af os foreslå os selv til de to krævende jobs.

Det skal være mennesker med viden, indsigt og erfaring i havne og forsyning. Det fjerner så i øvrigt også enhver anklage om, at vi gerne vil skrabe ben til os.

I konstitueringen skal der findes en fælles vej i at finde de to helt rigtige bestyrelsesformænd for de to vigtige selskaber.

Og det er ikke kommunalpolitikere eller deres ægtefæller.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT