KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / 25. FEB • 05:30

Nu må det høre op

Nu må det høre op
Bopælspligt-debatten har nu snart stået på så længe, at det nu gerne må ophøre og en endelig og holdbar løsning på problemet kan iværksættes. Arkivfoto: Line Søndergaard Hansen

Nu skal der handling til i bopælspligt-debatten!

Debatten om bopælspligten er atter blusset op. Boligminister Sophie Hæstorp Andersens aktuelle lovforslag om forhøjede, skærpede bødestraffe, er slet ikke nok.

Vi skal længere ind, som man siger. Helt ind.

Ejendomsmæglere burde ved alle hushandler være forpligtet til at informere køberne grundigt, gerne med en god informativ pjece om, at man her på Bornholm, i de otte største byer, er forpligtet til at overholde bopælspligten - ellers vanker der bøder. Store bøder.

Den skal også beskrive mulighederne for legal udlejning af en del af huset, og om nødvendigheden af indsættelse af mindst en folkeregistertilmeldt lejer. Med store bøder, mener jeg fordoblede, faktisk at det skal koste: 1. gang: 50.000 - 2. gang: 100.000 kr. og 3. og sidste gang: 200.000 kr.

Herefter retssag, eventuelt tilbagekøb, udsættelse, eller indsættelse af lejere. Der er rigtig mange børnefamilier, der slet ikke kan få adgang til de attraktive huse, fordi de opkøbes af spekulanter og udlejes til Folkemødet (FM) og i alle ferierne.

'De gode og de onde'

Alene her i Allinge findes der mellem 40-50 huse og lejligheder, der ikke opfylder bopælspligten. De opkøbes og istandsættes, med udlejning som ferieboliger for øje.

Jeg har for tiden fem gode bekendte, der tilsammen nu ejer omkring 25 huse, som de renoverer, hvilket er godt, og derefter indsætter lovpligtige, folkeregistrerede lejere. I nogle af husene indrettes de hyggeligste klubværelser, ofte på førstesalen til deres sommerpersonale, på deres sommerrestauranter og hoteller her på Nordlandet.

Der findes altså både “de gode og de onde” hensigter.

Så er der fagforeningshusene: Journalisternes, Lærerforeningens, Ingeniørernes, der bare bruger deres fagforeningers formuer på opkøb af de gode og rummelige huse, som så især anvendes til FM-udlejning og sidenhen som ferieboliger for alle deres medlemmer. Senest blev Heick/Volmers "Råhuset" i Sandvig solgt i dyre domme, opkøbt af den velhavende Tandlægeforening. Her rasler medlemmerne dog efter det oplyste med sablerne og protesterer forud for næste generalforsamling.

Her er der øjensynligt intet at stille op, eller også vil BRK måske slet ikke røre ved problematikken?

Folkemødehuset

Apropos FM-huset er det bemærkelsesværdigt så stille, der er blevet efter Jan Jørgensens glimrende indlæg i Tidende for nylig, hvor han stillede skarpt på det indlysende spørgsmål, om hvorvidt FM fortsat burde blive understøttet af BRK, altså af borgerne på Bornholm (vistnok med cirka en million om året), nu da FM efter eget udsagn, selv har en ret god og stabil selvstændig økonomi?

Mærkeligt som den debat forstummede, ja nærmest udeblev? Bortset fra snakken rundt om i “slyngelstuerne”.

Der er så meget dobbeltmoral, når debatten drejer sig om de grådige private FM udlejere - mere efterhånden end om FM's egne dyre udlejningspriser, af diverse kommunale arealer og teltlejre med mere.

Private udlejere

Vi kender vist alle mindst to-tre husejere, der til særdeles ublu priser udlejer deres egne private boliger, udhuse og klub lignende værelser under FM?

Andre bruger “kollektivfinten” med at tre-fire vennepar flytter sammen under et tag i den hektiske uge og råhygger sig med hinanden, mens bankbøgerne fyldes ved udlejning af deres egne tomme huse.

Der skulle nok være både til et par gode skiferier og et smut til Thailand i den efterfølgende vinter.

Vi har hørt det hele

Men bopælspligt-debatten har nu snart stået på så længe, ja i så mange år, at vi har hørt alle argumenterne, både for og imod, så at det nu gerne må ophøre og en endelig og holdbar løsning på problemet kan iværksættes.

Det er sgu for pinligt. Pirathuse, mørke, tomme, og forfaldne, hører en hel anden tid til. Levende byer, legende børn, attraktive boligområder, for både unge og ældre - er det ikke det vi alle ønsker?

Danny Christensen er en af Tidendes faste kommentatorer. Han bor i Allinge, er formand for Danske Seniorer Bornholm og aktiv som frivillig i mange dele af lokalsamfundet. Han har et langt og varieret liv bag sig, som giver ham stærke overbevisninger og holdninger.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT