Bornholms Højland må ikke ende som endnu et indhegnet Rewilding-projekt.
Rewilding lyder smukt i teorien: Naturen skal have lov at passe sig selv, og dyrene skal leve frit.
Men virkeligheden har desværre vist, at det ofte går galt – både for naturen og for dyrene.
Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er sagen fra Mols Bjerge, hvor Naturstyrelsen i maj 2025 blev dømt for overtrædelse af dyrevelfærdsloven. To ledende medarbejdere fik betinget fængsel i tre måneder efter, at 76 kreaturer døde eller måtte aflives på grund af manglende foder og tilsyn. Naturstyrelsen, som ejer af besætningen. måtte desuden betale en bøde på 800.000 kroner (af skatteydernes penge).
Dommen viser, at rewilding i praksis kan føre til lidelser, når dyr spærres inde bag hegn og overlades til “naturens gang” uden ansvar.
I Holland så vi det samme i projektet Oostvaardersplassen, hvor flere tusinde heste og hjorte døde af sult i hårde vintre.
Det handler også om mennesker
Men rewilding handler ikke kun om dyr – det handler også om mennesker.
Når store arealer hegnes ind, så bliver adgangen til naturen begrænset, og nogle steder endda farlig. Naturen skal være for alle – ikke kun for forskere, fonde og naturprojekter.
Bornholm har en stærk tradition for at værne om både natur og dyrevelfærd. Derfor bør vi tænke os grundigt om, før vi importerer rewilding-modeller, der har vist sig at skabe flere problemer end løsninger.
En forskningsartikel fra Aarhus Universitet peger endda på, at selve grundlaget for at genindføre store planteædere i Danmark er usikkert. Danmark er et kulturlandskab, formet af 6.000 års landbrug – og man kan ikke bare forvente, at helårsgræsning automatisk skaber større biodiversitet.
To udfordringer
Det står i skarp kontrast til tilhængernes budskaber om fri natur og øget biodiversitet. For rewilding rummer to alvorlige udfordringer: Dyrevelfærd og adgang til naturen.
At slippe store dyr løs i indhegnede områder uden naturlige rovdyr, fodring eller mulighed for migration er ikke natur – det er et eksperiment. Og når almindelige mennesker må holde sig væk af frygt for store dyr, så mister naturen sin værdi som fælles rum.
Der er intet galt i ambitionen om at styrke natur og biodiversitet. Men når biologer med flere taler om “mere vild natur” uden klare krav til forvaltning, dyrevelfærd og lokal inddragelse, så risikerer vi, at rewilding bliver natur for de få – og med en høj pris for de mange.
Adgang er afgørende
På Bornholm må vi kræve, at planerne for Bornholms Højland ikke blot fejrer “vild natur”, men også sikrer tryg adgang, ordentlig dyrevelfærd og respekt for lokale bekymringer. Kritik bør ikke affejes som “uvidenhed” – den bør tages alvorligt.
Før vi kaster os ud i eventuelle nye store rewilding-projekter, så må vi spørge: Har vi dokumentationen? Har vi lokalsamfundets opbakning? Og har vi tænkt over konsekvenserne for adgang, sikkerhed og dyrevelfærd? Hvis ikke, risikerer vi at stå med et naturprojekt, der handler mere om symbolpolitik end om bæredygtighed.
Måske burde vi i stedet fortsætte den målrettede naturpleje, der faktisk virker – frem for eksperimenter, der ligner ideologi mere end omsorg.
