KØB ABONNEMENT
LEDER / DEBAT / 14. NOV • 05:30

Modet til at stå frem – og viljen til at dele

Modet til at stå frem – og viljen til at dele
Stor respekt for Emmas mod og vilje. Foto: Rasmus Degnbol
Konst. redaktør

12-årige Emma Sofie Sønderskov fra Rønne vandt en flot tredjeplads i en landsdækkende opfinderkonkurrence. Hendes historie handler om langt mere end gode idéer – den handler om at overvinde sin generthed og tænke på fællesskabet.

Der skal et særligt mod til at stille sig op foran 45 dommere i en stor arena og fremlægge sin idé, hvis man inderst inde helst vil være fri for at være midtpunkt.

Netop derfor fortjener 12-årige Emma Sofie Sønderskov fra Søndermarksskolen i Rønne en stor anerkendelse for sin flotte tredjeplads ved landsfinalen i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.

Når unge vinder priser, forfalder "de voksne" ofte til store ord om fremtidens iværksættere. Men det mest imponerende ved Emma Sofie Sønderskovs præstation er i virkeligheden det helt nære og menneskelige. Hun lægger ikke skjul på, at hun har det svært med at møde nye mennesker, og at det var benhårdt at skulle pitche sin idé i Næstved. Alligevel gjorde hun det – og gik derfra med en vigtig erkendelse af, at man godt kan nå langt, selvom man ikke er den, der råber højest i lokalet.

Lige så bemærkelsesværdigt er afsættet for hendes projekt. I stedet for at opfinde en smart teknisk dims tog hun udgangspunkt i det, der fylder i hendes egen hverdag: at for mange mennesker rammes af kræft. Med en syg holdkammerat på fodboldholdet og tabet af en lærer omsatte hun sin afmagt til konkret handling ved at lave armbånd og nøgleringe, hvor overskuddet går til kræftforskningen.

Og som om det ikke var nok, har hun valgt, at præmien på 4.000 kroner ikke skal bruges på hende selv, men skal gå til klassekassen, så hele klassen eller årgangen kan komme ud og opleve noget sammen.

I en tid, hvor vi ofte taler om børn og unges mistrivsel og præstationspres, er det befriende at møde en 12-årig, der både tør stå ved sin sårbarhed, handler på det, der gør ondt, og samtidig tænker på fællesskabet før sig selv.

Stort tillykke med tredjepladsen til Emma Sofie Sønderskov – og til Søndermarksskolen med en elev, der viser, hvad ægte handlekraft handler om.









FÅ ABONNEMENT