Næste skridt er vel, at man skal trække en billet, før man må trække vejret dybt inde i skoven, lyder det fra Torben Kofod Ager. Privatfoto
Af: Torben Kofod Ager
De nye gebyrer i naturen er helt på månen.
Jeg var lige ved at få morgenkaffen galt i halsen, da jeg læste om de nye gebyrer i statsskovene.
En arrangør fortæller, hvordan Naturstyrelsen nu vil opkræve betaling for aktiviteter i naturen. Undskyld mig – men hvad sker der lige her? Det er jo helt på månen.
Bevares. Hvis tusind mennesker tramper rundt det samme sted, så kan der selvfølgelig være slid. Det forstår de fleste. Men at svaret skal være flere gebyrer og mere bureaukrati? Helt ærligt – stop jer selv.
Dert rammer de frivillige
Det her rammer jo ikke bare enkelte arrangementer. Det rammer også de mange foreninger og frivillige kræfter, der arrangerer løb, orientering, cykelløb og andre aktiviteter i naturen - netop den slags, der får børn, unge og voksne ud i den friske luft og skaber både fællesskab og sundhed.
Hvis man lægger ekstra gebyrer og administration oveni, så risikerer man bare, at færre arrangementer bliver til noget. Ikke fordi viljen mangler, men fordi det bliver for dyrt og for besværligt.
Det er jo på højde med reglen om, at hvis jeg som fotograf vil tage et bryllupsbillede med Hammershus i baggrunden, så kræves der en tilladelse – og et gebyr ifølge reglerne!
Altså – næste skridt er vel, at man skal trække en billet, før man må trække vejret dybt inde i skoven.
Glemte de morgenkaffen?
Måske havde nogen glemt morgenkaffen den dag, hvor denne idé opstod. For et eller andet er i hvert fald gået helt galt.
Naturen er ikke en betalingsautomat. Den er for mennesker.