LÆSERBREV
I avisen 9. august 2018 var der omtalt et godkendt nybyggeri på Teglkåsvej. På grund af afvigelserne i materialevalg og formgivning i forhold til den bevarende lokalplan ønskede en af naboerne på vejen at klage over godkendelsen.
Den folkelige og regionale byggeskik, som lokalplanen er et udtryk for, bliver her tilsidesat til fordel for arkitektens og bygherrens selviscenesættelse, hvor alt tilsyneladende kan godkendes af det politiske system og administrationen, når bare byggereglementet overholdes.
På trods af alle afvigelserne i forhold til det bevaringsværdige miljø i området, vil en klage over byggegodkendelsen nok ikke få nogen betydning. Belært af en tilsvarende sag fra Listed, vil Planklagenævnet afvise at behandle sagen, da godkendelsen i Teknik og Miljø er baseret på et bureaukratisk trick. De skriver, at tilladelsen er givet efter et kommunalt eller arkitektonisk skøn (uden begrundelse for skønnet). Og da et skøn ikke kan behandles vil klagen blive afvist.
Keine hexerei nur behändigkeit. Tillige slipper Teknik og Miljø for at forholde sig til de beboere, der er underlagt de bevarende lokalplaner. Det er alt for besværligt at formidle tidens idéer og de elitære tanker bag de godkendte nybyggerier.
Poul S. Hansen
Hans Thygesensvej 2, Listed