Enhedslisten har forrådt den borgmester, de selv har skabt. Det havde været godt for Bornholm, hvis det store parti havde brugt sine stemmer sammen med resten af byrådet.
Den gode stemning med politiske ildsjæle, der kan gradbøje selv de mest uforenelige ideologier, er væk. Enhedslisten trak fredag tæppet væk under den borgmester, de selv har lagt størstedelen af stemmerne bag. Trøst måtte gå alene hjem fra budgetseminaret uden indflydelse på det budget, han skal arbejde ud fra hele næste år. Ikke fordi han ikke kan blive enig med Enhedslisten. Men fordi partiet ikke oplevede, at de blev hørt nok.
Resten af landet fulgte undrende med, da Konservative i november sidste år fik borgmesterposten efter Enhedslistens rekordvalg – i forbavsende konstituering med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Den historie kender vi alle. Fredag tog historien en helt ny drejning.
Enhedslisten forhandlede pludselig bag om borgmesteren, hvilket er en stor sjældenhed i Danmark, og lavede en budgetaftale med de to gamle mastodonter Socialdemokraterne og Venstre. De tabte netop kommunalvalget, fordi de for et år siden valgte at gå udenom resten af kommunalbestyrelsen og lave et smalt budget.
En af de mest fantastiske sider af vores politiske miljø er, at det modsat Christiansborg hidtil har været præget af oprigtige ildsjæle, der hver med deres værdisæt vil skabe de bedste rammer på Bornholm. På Slotsholmen i København er Folketinget fyldt med kyniske politikere, der siden de var helt unge har leget ’Min kniv sidder i din ryg’ i de politiske ungdomspartier. Dem, der ikke mestrer legen, bliver ikke i partiet og kommer aldrig i Folketinget. Den kyniske magtkamp har vi indtil i fredags ikke set på Bornholm. Det er nu slut. Selv borgmesteren, der gik ind til budgetforhandlingerne med et ønske om at skabe et bredt forlig, skal nu kigge sig over skulderen og konstant tælle sit flertal og de mulige alternativer. Enhedslisten fik nok sine elbusser og betalingsparkering ud af det nye flertal. Men troværdigheden i kommunalbestyrelsen og vælgernes tillid har nok fået en alvorlig ridse i lakken.
Den nye aftale bag om borgmesteren løser udfordringerne her og nu med at skære lidt på de ældre og vejene og skabt en lille ny indtægt med mere betalingsparkering. Men Bornholms socioøkonomiske problemer er mindst lige så store nu, som de var i sidste uge, og der er ikke meget i den nye aftale, der peger mod bedre tider. Budgetkrisen blev ikke brugt til radikale ændringer og markante nye løsninger for Bornholm. Men krisen har sænket temperaturen flere grader i byrådssalen i den kommende tid. Det er ikke til Bornholms bedste.