KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / Tirsdag 18. november 2025 • 05:30

Kære penneven: Skal vi ikke droppe skældsordene?

Kære penneven: Skal vi ikke droppe skældsordene?
Jeg vil gerne være din penneven – men skal vi ikke fra start blive enige om ikke at kalde hinanden for hjernevaskede, spørger Søren Møller Christensen indledningsvis. Arkivfoto: Mathilde Christensen

Kære Henrik Espersen. Jeg vil gerne være din penneven

Tak for invitationen. Jeg vil gerne være din penneven – men skal vi ikke fra start blive enige om ikke at kalde hinanden for hjernevaskede? Og i stedet for bruge energi på at spekulere i bagvedliggende motiver koncentrere os om argumenterne.

For som jeg kender dig, så er du både nysgerrig og videbegærlig, og du er altid klar til at lytte til argumenter.

Jeg vil gerne uddybe den kritik, som stod i Bornholm.nu, og som handler om det oplæg, Kraka holdt i fredags til den fine debat om Energiø Bornholm, som du arrangerede i forbindelse med Bornholmermødet.

Først og fremmest: I invitationen til arrangementet stod der, at der ville være fokus på samfundsøkonomi. Det var også det, som Krakas repræsentant sagde, at de ville fokusere på. Det gjorde de bare ikke.

De talte om et støttebehov på 31,5 milliarder kroner. Tallet stammer fra Energistyrelsens seneste beregninger, der blev offentliggjort i 2023. I samme rapport er der også beregninger af samfundsøkonomien, som på det tidspunkt viste et underskud mellem fire og syv milliarder kroner.

At fokusere på støttebehov uden at drøfte samfundsøkonomien svarer til at vurdere en virksomhed kun på omkostninger og se bort fra de indtægter, som virksomheden skaber.

I forbindelse med energiøen handler det om at se bort fra lavere energipriser og den indtjening, som Energinet og 50Hertz får ved at transportere strøm mellem Danmark og Tyskland.

Samfundsøkonomi

Samfundsøkonomi er også det, de økonomiske vismænd fokuserer på.

Det er forkert, når du skriver, at de anbefaler, at Energiø Bornholm opgives. De anbefaler, at der laves opdaterede beregninger af samfundsøkonomien, og hvis de stadig er negative, så anbefaler de, at projektet opgives. Tilføjelsen er afgørende, fordi der siden de sidst offentliggjorte beregninger er kommet mange nye tal til.

På den positive side er det et EU-tilskud, hvoraf cirka fire milliarder kroner tilfalder Danmark, en værdi af forsyningssikkerhed på cirka tre milliarder kroner og et samfundsøkonomisk overskud ved tilslutningen til Bornholm på cirka en milliard kroner.

På den negative side er der en højere pris på infrastruktur på cirka otte milliarder kroner og stigende priser på at bygge havvind.

Den helt afgørende parameter mangler dog stadig, nemlig afslutningen på forhandlingerne mellem Danmark og Tyskland, der skal bane vejen for en ny udgiftsdeling. Her er den klare forventning, at Tyskland betaler en andel, som matcher den andel af strømmen, der går til Tyskland. Jeg bakker derfor helt op om den genberegning, som de økonomiske vismænd beder om.

Gevinst for Bornholm?

Mit andet kritikpunkt er, at Kraka argumenterede for, at Bornholm ikke får nogen økonomisk gevinst af energiøen.

Argumentet var, at den økonomiske gevinst for Bornholm er bundet op på hydrogenproduktion, og de er overbeviste om, at der ikke kommer hydrogenproduktion på Bornholm, fordi Christiansborg har støttet en hydrogenrørledning i Sønderjylland.

Argumentet fejler på to niveauer: For det første er økonomiske gevinster på Bornholm ikke bundet op på hydrogen. CRT har beregnet, at etableringen af energiøen samt den efterfølgende servicehavn vil give cirka 500 varige jobs. Herudover har SWECO beregnet, at en erhvervspark kan give 500–600 yderligere varige jobs. SWECO har både et scenarie med hydrogen og et med datacenter – og det er faktisk datacentret, der giver flest jobs.

For det andet bør vi i forhold til hydrogenproduktion i Østersøen ikke se mod Christiansborg, men mod Baltic Sea Hydrogen Collector, der er et projekt, som drives af danske CIP sammen med finske Gasgrid og tyske Gascade.

Kræver jobs støtte?

Endelig er mit tredje kritikpunkt en beregning, som blev fremlagt på mødet, hvor der stod, at hver bornholmsk arbejdsplads vil kræve en million kroner i statsstøtte hvert år.

Argumentet skal formentlig forstås på den måde, at støttebehovet på 31,5 milliarder kroner fordeles på hver bornholmsk arbejdsplads.

Jeg kan ikke følge det argument af to grunde. For det første skaber energiøen arbejdspladser i hele Danmark. Det må derfor være den fulde jobskabelse, som udgiften fordeles på. For det andet giver det igen ikke mening kun at se på støttebehov.

Hvis regnestykket skal give mening, så må det være samfundsøkonomien, der fordeles på den samlede jobskabelse i Danmark. Hvordan jeg end vender og drejer regnestykket, så kan jeg dog ikke få det til at give mening. Energiø Bornholm bygges nemlig ikke for at skabe arbejdspladser på Bornholm.

Energiøen bygges, fordi den kan levere store mængder strøm til både Sjælland og Tyskland, og fordi den forbinder det centraleuropæiske og det østdanske elnet med en kraftig forbindelse. På den måde skaber energiøen lavere elpriser, styrker forsyningssikkerheden og viser ikke mindst vejen til en større europæisk selvforsyning med energi.

At vi her på Bornholm kan skabe arbejdspladser, er en positiv afledt effekt.

Lad os diskutere muligheder

Skal vi ikke i næste brev overlade beslutningen om at bygge energiøen til den tyske og danske regering? Hverken du eller jeg kan jo påvirke den beslutning.

I stedet vil jeg gerne drøfte, hvordan Bornholm får mest mulig værdi ud af energiøen. Og jeg tænker, at du gerne vil drøfte, hvordan vi sikrer naboerne bedst mulig kompensation – og hvordan vi håndterer de bekymringer, der måtte være.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT