Arnager Havn er på vej mod en værdifuld fremtidssikring. Med hjælp fra blandt andet Bornholms Brand, Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene Larsens Legat og private bidragsydere har man gennemført anden etape af projektet med at bevare det, der i 1880’erne blev bygget som Danmarks første øhavn.
Dejligt og nødvendigt, for havnen er en ægte perle på vores landkort, og udover at være et helt vildt charmerende stykke anlægsarbejde derude i vandet, så formidler Arnager Havn også fint vores stolte traditioner inden for den maritime kulturarv.
Den slags er der brug for, og derfor er der grund til at være stolt af det stykke arbejde, der af byens beboere bliver gjort for at bevare øhavnen.
Sideløbende er kommunen på charmeoffensiv på Christiansborg for at finde penge til andre af de bornholmske havne. Håbet er, at 165 statslige millioner skal gøre godt for granithavnene rundt omkring, og efter onsdagens besøg på Slotsholmen, hvor borgmester Trøst og andre var af sted, er det på sin plads at tro på velvilje fra København.