For et år siden modtog Arnager Bådehavn 50.000 kroner fra Bornholms Brand. Det var den første støtte til etape 2 i fremtidssikringen af havnen. Siden fulgte donationer fra Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene E., S. & A. Larsens Legat og private bidragsydere, og i oktober gik selve arbejdet i gang.
Der er blevet banket azobepæle ned og sat azobebjælker op, og for nylig kunne haveformand Anders Schou Jensen lægge sidste hånd på værket.
Hele inderhavnen har nu fået nedbanket azobepæle foran den nedbrudte spuns og fået opsat azobebjælker på betonvæggene. Azobe stammer fra Afrika og er meget hård og stærk overfor tryk og bøjning og er derfor velegnet til havnetømmer. Takket være store marksten fra Torben Sonne på Vellensbygård har det også været muligt at sikre havnen med forkastningssten på et stykke, hvor de gamle sten var skyllet ud.
Af det seneste nyhedsbrev fra Arnager fremgår det, at budgettet for arbejdet holder. Næste del bliver ny fortøjning i form af Y-bomme, og der er sendt ansøgninger til en række lokale fonde.