Jeg tror heller ikke på 'himmelnisser'

Replik til 'den kulturkristne ateist'.

Jeg vil sige tak til Jimmi Stender for hans åbenhjertige og tankevækkende kommentar i Tidende den 5. marts med titlen ”Den kulturkristne ateist”, hvor han på glimrende vis gør rede for hvorfor hans ateisme ikke definerer hvem han er.

I slutningen af indlægget spørger han: ”Hvad definerer dig?”, og det vil jeg da gerne svare på.

Opfattelsen af verden

Først vil jeg slå fast, at Stender og jeg i hvert fald har én ting til fælles, for jeg tror heller ikke på ”himmelnisser”.

Faktisk vil jeg vove den påstand, at ordet beror på en misforståelse af hvad kristne og andre teister (muslimer, jøder og sikher) faktisk tror på. Folketroens nisser er jo små stedbundne væsener med en vis magisk formåen, som det gjaldt for vores forfædre om at holde sig på god fod med, så nisserne ville bruge deres magi til at hjælpe dem.

Mange uforklarlige fænomener blev tilskrevet nisser, men i takt med at vi mennesker har fået dels større videnskabelig indsigt, dels bedre belysning i vores huse og udhuse, er troen på nisser gledet i baggrunden (om end nok ikke helt uddød endnu).

Den Gud, som teister tror på, er derimod ikke bundet til et bestemt sted, men hersker over hele universet, og hvad vigtigere er: Gud handler ikke kun gennem overnaturlige tildragelser, men primært gennem helt naturlige fænomener.

Det har jøder og kristne i øvrigt altid ment, vil jeg tilføje! Stender skriver ganske vist: ”Religion er, hvad mødre engang fortalte deres børn ved sengetid, fordi de ikke kunne forklare, hvor solen blev af om natten”, men det er at vende tingene på hovedet.

Mennesker har altid haft et verdensbillede; en opfattelse af hvordan jorden, havet, solen og månen forholdt sig til hinanden. Det er der ikke noget specifikt religiøst ved; det har blot afspejlet graden af videnskabelig indsigt. Og alle de forskellige verdensbilleder har haft det til fælles, at de har stemt overens med de observationer, som man kunne gøre med de eksisterende hjælpemidler.

Bibelen

Også i de kontekster, hvor Bibelen blev til, var der et verdensbillede, men Bibelens primære budskab er – uanset verdensbillede – at kosmos ikke er et resultat af forskellige kaosmagter, men er en almægtig skabers værk.

Derfor anfægtede det heller ikke jødernes tro det fjerneste, da de videnskabelige landvindinger i det klassiske Grækenland førte til at det verdensbillede, der herskede på Det Gamle Testamentes tid – hvor man antog, at jorden var flad og hvilede på søjler med himmelhvælvingen udspændt over sig som et telt – blev erstattet af det ptolemæiske verdensbillede hvor jorden ses som en kugle.

Knap så godt gik det, da det ptolemæiske verdensbillede i senmiddelalderen erstattedes af det kopernikanske (med Galileo Galilei som talsmand), for på det tidspunkt var der indflydelsesrige røster i kirken, der havde ophøjet deres egen tids verdensbillede til et religiøst dogme, uanset at en bogstavelig læsning af Det Gamle Testamente snarere ville pege i retning af at hævde, at jorden er flad.

Men den sammenblanding af videnskab og religion var altså en nyskabelse, som var fremmed for kristendommens essens, og Galilei fandt da også en forsvarer i kardinal Baronius, der udtalte at ”Bibelen viser os hvordan man går til himlen, ikke hvordan himlene går”.

Også i vores dage er der eksempler på blanding af religion og videnskab, ikke mindst i den indædte modstand mod evolutionsteorien som trives i mange kristne kredse.

Skaberen – ikke det skabte

Men som sagt vil jeg hævde, at Bibelens budskab aldrig har været at udtale sig om hvilket verdensbillede, som man skal abonnere på, men derimod at opfordre til at tilbede skaberen frem for det skabte.

”Det skabte” omfatter i traditionel jødisk, kristen og muslimsk forståelse ikke kun den fysiske verden, men også åndsvæsener som engle (og for muslimerne djinner), og hvorvidt den slags væsener er virkelige, er en helt separat diskussion.

Men uanset om de er virkelige eller ej, så er det grundlæggende budskab i jødedom, kristendom og islam altså, at man skal lade være med at tilbede dem – det må også omfatte nisser – selvom jeg ikke vil anbefale at man går til yderligheder som den herostratisk berømte ”nissehaderpræst” fra Løkken. Selv har jeg intet imod at vores julefejring omfatter nissefigurer, nissehuer og nissekalendere.

Der, hvor min og Stenders enighed hører op, er ved spørgsmålet om, der står en skaber bag det univers vi bebor og alt, hvad det rummer.

Personligt synes jeg, at troen på en skaber er det klart mest oplagte svar på spørgsmålet: ”Hvorfor findes der overhovedet noget, og ikke snarere intet?” De eneste alternativer er for mig at se enten, at universet er blevet til af sig selv – at den energi der dannede udgangspunktet for ”the big bang” på magisk vis bare ”var der” – eller at der har været en uendelig række af universer før vores eget. Ingen af de to svar er logiske umuligheder, indrømmet, men jeg ser på den anden side heller ingen logiske argumenter for at de skulle være at foretrække frem for troen på en skaber.

Et af Stenders argumenter mod troen på en skaber er ”at det er naivt, snæversynet og egoistisk at tro, at universet er skabt for vores skyld”, og det er jeg sådan set enig med ham i.

Jeg vil snarere sige, at universet og alt i det – inklusive Stender og mig selv – er skabt for Guds egen skyld. Men fordi jeg tror på det bibelske ”mantra” om, at Gud er kærlighed, må jeg også tro på, at Guds formål med skabelsen ultimativt må tjene til det bedste for alle skabninger, inklusiv os mennesker. Den påstand fører umiddelbart videre til alle tiders største og vigtigste indvending mod den kristne tro, nemlig det man kalder ”det ondes problem”:

Det onde

Hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor findes der så ondt i verden?

Det er en berettiget indvending, og selvom der findes flere gode bud på et svar, så er det ikke desto mindre noget, der har udgjort en stor anfægtelse for mange kristne, især når de har oplevet personlig modgang. Men det er der heller ikke noget nyt i: allerede i Det Nye Testamente er det et stort tema, at der findes ondt i verden, og at man ikke skal forvente at slippe billigere, fordi man tror på Jesus –tværtimod.

Så hvis jeg til afslutning skal svare på Stenders spørgsmål om hvad, der definerer mig, så er det først og fremmest, at jeg har tillid til, at det onde ikke kommer til at sejre til sidst, og at den tro rummer nøglen til at leve et liv præget af håb og kærlighed.

Ikke at jeg selv på nogen måde er et mønstereksempel på sådant et liv, men netop derfor har jeg brug for det andet grundlæggende princip, der definerer mig, nemlig troen på tilgivelsens kraft.

Modsat Stender vil jeg sige, at de to ting er mere grundlæggende end alt det, som jeg i øvrigt er: ægtemand, far, præst, dansker, sprognørd, musikelsker, og hvad har vi.

P.S. Foruden alt det ovenstående er jeg også filosofiinteresseret, og derfor er min replik nok mere højtravende end de fleste kristnes (og endda de fleste præsters) ville være. Sådan er jeg nu engang.

Tak fordi du læste med!

Også i de kontekster, hvor Bibelen blev til, var der et verdensbillede, men Bibelens primære budskab er – uanset verdensbillede – at kosmos ikke er et resultat af forskellige kaosmagter, men er en almægtig skabers værk.

Nikolaj Hartung Kjærby, sognepræst i Klemensker og Rø