Tirsdag 23. december 2025 • 05:30

Loge dropper hemmelighed

Loge dropper hemmelighed
Logebrødrene har levet en anonym tilværelse i mange år, men nu løfter de lidt af sløret for, hvad de går og udretter. Foto: Jesper Gynther
Journalist

Hidtil har Den Danske Frimurerorden ikke indviet offentligheden meget i, hvad logen laver. Men nu har Rønne-afdelingen valgt at ændre kurs. Vi skal være mere synlige, fortæller den ordførende Mester til Tidende.

Frimurerlogen har altid har været omgærdet af mystik og myter, og det er stadigvæk kun medlemmerne, der helt præcist ved, hvad de hemmelige optagelsesritualer går ud på. Medlemmerne lover nemlig ikke at afsløre ritualernes præcise indhold til udenforstående, og derfor kan man heller ikke i dagens Tidende læse, hvad de går ud på.

Til gengæld har logen valgt at indvie avisens læsere i nogle af de andre ting, som medlemmerne går rundt og laver.

– Frimurerordenen på Bornholm har i mange år foretaget forskellige donationer til foreninger og initiativer, der kommer det bornholmske samfund til gode. Tidligere har vi været meget anonyme omkring vores donationer, men nu har vi valgt en tilgang om at være mere synlige omkring logens hjælpearbejde, fortæller Henrik Juul-Pedersen, der er ordførende Mester i Rønne-afdelingen af Den Danske Frimurerorden.

Henrik Juul-Pedersen blev medlem af logen for 25 år siden og er i dag ordførende Mester i Rønne-afdelingen af Den Danske Frimurerorden, nærmere betegnet Sankt Johanneslogen Egin, Orient Rønne. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Henrik Juul-Pedersen blev medlem af logen for 25 år siden og er i dag ordførende Mester i Rønne-afdelingen af Den Danske Frimurerorden, nærmere betegnet Sankt Johanneslogen Egin, Orient Rønne. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Uddeler 112 pakker

Det er især op til jul, at frimurerlogen bruger mange kræfter på velgørende arbejde. Siden 2011 har Rønne-afdelingen delt julehjælp ud, så mennesker i modgang kan få en oplevelse af håb, værdighed og fællesskab midt i juletiden.

Det første år blev der der uddelt 42 pakker med julehjælp, men behovet har siden været støt stigende, og sidste år blev der uddelt 87 pakker.

– Og så lige pludselig i år har den desværre taget et knæk den forkerte vej, så vi er oppe på at uddele 112 pakker, fortæller Henrik Juul-Pedersen, som allerhelst så, at der slet ikke var behov for at uddele julehjælp.

– Ja, det havde faktisk været rigtig godt, hvis der slet ikke havde været behov for det. Men det går den forkerte vej. Alting er jo blevet dyrere, påpeger han.

Hver julehjælpspakke har en værdi af 580 kroner og indeholder alt, hvad der skal til for at kunne holde en god juleaften – for eksempel kartofler, brune kartofler, brun sauce, rødkål, appelsiner, æbler, brunkager, peberkager, vaniljekranse, flødeboller, slik, kaffe, te, grødris, marcipan, nougat, juleservietter, stearinlys, sanghæfter mm. samt gavekort til flæskesteg, medister og piskefløde. Desuden er der i julehjælpspakkerne også legetøj til børnene som består af Lego-sæt, brætspil eller bamser.

– Det eneste, vi ikke kan putte i, er et juletræ, siger han.

I pakkerne er der stort set alt det, man skal bruge for at kunne holde en rigtig jul. Der er blandt andet grødris, appelsiner, æbler, brunkager, pebernødder, vaniljekranse, flødeboller, chokolade, kaffe, te, marcipan, nougat, servietter, lys, sanghæfter og legetøj. Foto: Jesper Gynther
I pakkerne er der stort set alt det, man skal bruge for at kunne holde en rigtig jul. Der er blandt andet grødris, appelsiner, æbler, brunkager, pebernødder, vaniljekranse, flødeboller, chokolade, kaffe, te, marcipan, nougat, servietter, lys, sanghæfter og legetøj. Foto: Jesper Gynther

Logemedlemmerne giver selv penge

Det er ikke logemedlemmerne, der vælger, hvem der skal have julehjælpen. På Bornholm foregår uddelingen i et samarbejde med øens præster, der vurderer, hvilke familier og personer der har behov for hjælpen, ligesom præsterne også forestår uddelingen af julehjælpen.

– Men vi ved, at det går til 112 trængende familier og personer, så de kan holde en værdig jul. Det ligger os meget på sinde, siger Henrik Juul-Pedersen.

Julepakkerne har en samlet værdi på 65.000 kroner, og pengene kommer blandt andet fra logemedlemmerne selv.

– Det er frivilligt, men alle brødre kan indbetale et kontingent til det. Det er der 118 ud af vores 120 logebrødre, der gør. Vi har også nogle brødre, som får forrentet pengene, så det bliver til mere. Og så betaler logen differencen mellem det, vi får samlet ind, og det, vi reelt donerer, fortæller den ordførende Mester.

Hver pakke har en værdi af 580 kroner. Foto: Jesper Gynther
Hver pakke har en værdi af 580 kroner. Foto: Jesper Gynther

Uddeler to store julegaver

Udover julehjælpen har Frimurerlogen også valgt at give 75.000 kroner til Afsnit for Lindrende Behandling på Bornholms Hospital. Pengene skal gå til indkøb af møblement til afdelingens patientstuer.

– Donationen skal forbedre de rammer, der understøtter muligheden for nærvær med de pårørende i en vanskelig tid. Det er vigtigt, at vi i logen kan medvirke til at skabe tryghed for patienterne og understøtte den behandling, støtte og omsorg, som afdelingen yder overfor patienter og deres familier, fortæller Henrik Juul-Pedersen og oplyser, at pengene skal gå til at indkøbe sofaer og lænestole, et lille justerbart spisebord på hjul og en dobbeltseng til gæsteværelset.

Sammenlagt bliver der uddelt julehjælp for en værdi af 65.000 kroner. Foto: Jesper Gynther
Sammenlagt bliver der uddelt julehjælp for en værdi af 65.000 kroner. Foto: Jesper Gynther

Derudover har logen besluttet at donere 10.000 kroner til foreningen 'Børn på Nordlandet', der har etableret det frivillige initiativ 'Tumletoppen', som er en legestue i Kærnehuset i Allinge til småbørnsfamilier. Denne donation skal bruges til indkøb af aktivitetstavler samt højtaler til legestuens lokale.

– Så vi har rigtig været i julegavehumør, fortæller den ordførende Mester, som er stolt over, at logen kan være med til at gøre en forskel for andre.

– Det at være frimurer indebærer blandt andet, at du hele tiden arbejder på at blive en bedre udgave af dig selv. Det at udvise medfølelse og omsorg, især overfor svagere eller lidende, og at hjælpe i stedet for at dømme eller straffe bliver en del af din DNA.

– I frimurerordenen arbejder vi ud fra nogle gamle og bestemte frimurerdyder – nemlig tavshed, forsigtighed, mådehold og barmhjertighed, dyder som det altid vil være aktuelle at forsøge at efterleve - også i 2025. Og med julens komme – er det jo oplagt at have fokus på barmhjertigheden, siger han.

Frimurerordenen

Kom til Danmark i 1743, da fem frimurerbrødre mødtes i København og stiftede den loge, der siden skulle få navnet St. Martin.

Ordenen består i dag af 92 loger i hele landet og tæller cirka 7.000 medlemmer.

Frimureriet på Bornholm opstod, da 16 lokale brødre mødes den 23. januar 1896 for at oprette foreningen "Kjæden". Den 19. november 1922 blev den arbejdende Sankt Johannesloge Egin indviet samtidig med, at man tog en nyerhvervet, ombygget kommunal gymnastiksal i brug som en velfungerende logebygning med logesal, spisesal mm.

Denne bygning har siden været rammen om det frimureriske arbejde og broderlige samvær på Bornholm. Ejendommen er senere blevet ombygget og udvidet.

Den Danske Frimurerorden hviler på et kristent grundlag. For at blive optaget skal du derfor være døbt med den kristne dåb og have kristen konfession. Det betyder ikke, at Ordenen er dogmatisk eller forventer, at du tror på en særlig måde eller tilhører en bestemt kristen trosretning.

Kilde: www.ddfo.dk

 

De hemmelige ritualer

Frimurerlogen er rammen om det rituelle arbejde og brødrenes sociale samvær. I Ordenen fortæller vi åbent om alt vedrørende frimureriet – dog ikke om ritualerne. De er forbeholdt nye og nuværende brødre, der skal opleve dem.

Ritualerne er ikke hemmelige, fordi de er farlige, skadelige eller fordækte, men fordi de virker bedst, når de er ukendte. Mystikken, overraskelsen og den personlige indlevelse er forudsætningen for den fulde oplevelse af og forståelse for enhver ny grad.

Kilde: www.ddfo.dk

 

158 år med julehjælp

I 158 år har Juleuddelingen af 1867 været et centralt omdrejningspunkt for den velgørende indsats i Den Danske Frimurerorden.

Frem til 2006 var juleuddelingen primært en københavnsk aktivitet. Det ændrede sig, da ordensledelsen besluttede at gøre indsatsen landsdækkende. Loger i hele Danmark blev inddraget, og i dag uddeles der mere end 6.000 julepakker årligt. Omkring halvdelen pakkes og udleveres fra Stamhuset i København, mens resten distribueres lokalt i landets øvrige loger.

Den økonomiske rygrad i juleuddelingen er frimurerbrødrenes faste bidrag og de indsamlinger, der gennemføres i logerne året rundt. Hertil kommer sponsorater fra virksomheder, som bidrager til at hæve kvaliteten og indholdet i pakkerne.

For de frivillige handler juleuddelingen ikke blot om logistik og pakker, men om ansvar og medmenneskelighed og en fælles vilje til at give mennesker i modgang en oplevelse af håb, værdighed og fællesskab midt i juletiden.

Kilde: www.ddfo.dk

Frimurerlogen i Rønne har siden 1922 holdt til i lokaler på Marie Kofoeds Vej 2 i Rønne. Foto: Jesper Gynther
Frimurerlogen i Rønne har siden 1922 holdt til i lokaler på Marie Kofoeds Vej 2 i Rønne. Foto: Jesper Gynther


Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT