Når en politisk aftale pludselig undtager Bornholm fra skærpede krav om kvælstofudledning, er det mildest talt bemærkelsesværdigt. Bornholm, der som en ø i Østersøen normalt må tage sin del af ansvaret for miljøets tilstand, får nu lov til at slippe udenom de hårdeste krav med henvisning til, at øens bidrag til Østersøens problemer er marginalt. Det er en aftale, der på den korte bane glæder landmænd, slagteri og mejerier – og dermed bornholmske arbejdspladser. Men det er også en aftale, der forpligter.
Det er ikke ofte, at Bornholm får særstatus på miljøområdet, og det kan undre, at argumentet om vores lille andel af udledningen pludselig vægtes så højt. Det rokker ved Danmarks principielle holdning om at føre ambitiøs klima- og miljøpolitik uanset, hvad andre lande gør. Når vi nu står med denne særstatus, er det vores opgave at vise, at vi tager miljø- og klimaforpligtelserne alvorligt – også selvom reglerne ikke tvinger os til det.
Borgmester Jacob Trøst er inde på noget vigtigt, når han kalder særstatus for en moralsk forpligtelse. Bornholm har en unik mulighed for at demonstrere, at frivillige indsatser kan gøre en forskel, og at landbruget kan finde kreative løsninger, som både er økonomisk fornuftige og gavner miljøet. Her har Bornholms Landbrug & Fødevarer et stort ansvar for at leve op til formand Lennart Wesths ord om, at der kan opnås miljøforbedringer for færre penge på andre måder.
Vi må også huske, at Østersøens tilstand er et fælles problem. Selvom en stor del af forureningen stammer fra andre lande, er der stadig bornholmske kystområder, der lider under lokal udledning. Her kan vi tage initiativ til projekter, der fremmer naturen og reducerer belastningen i de kystnære zoner. Bornholm har længe forsøgt at være en grøn frontløber. Lad os udnytte særstatussen som et springbræt til at vise, at vi kan tage ansvar frivilligt – og gøre en forskel, selv når reglerne ikke kræver det.