Gentoftefruens tanker om Bornholm

En Gentoftefrues tanker.

Kære Brevkasse

Jeg er en velholdt kvinde fra Gentofte, som er blevet smaskforelsket i Bornholm. På Bornholm føler jeg mig fri. Jeg kan sagtens finde på at smide mine sorte laksko og guldspænder til fordel for et par skødesløse Le Chamaud gummistøvler, når jeg promenerer på strøget i Nexø.

Vores bornholmereventyr startede, da min mand og jeg var ude at spise på Noma, eller var det Geranium, eller var det Alchemist, jeg husker det ikke præcist, men i hvertfald præsenterede de os for de skønneste små saltkar, som kom på bordet ved syvende servering. Jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for disse små håndlavede finurligheder, som viste sig at stamme fra en ægte keramiker på solskinsøen.

“Flemming,” sagde jeg, “vi må straks til Bornholm og købe lidt keramik.”

Og så ville tilfældet, at vi helt spontant ved samme lejlighed købte et lille charmerende byhus med klipper i baghaven.

Jeg må lige slå fast, at vi ikke orker mere parlamenteren om bopælspligt mig hér og bopælspligt mig dér. Det er da muligt, at vi ved et uheld, i et øjebliks uopmærksomhed, er kommet til at købe en smule hus med noget bopælspligt. Det er jo hvad, der kan ske, når man har meget at se til, og vi har da også sagt “fy, fy” til vores advokat over en dejlig flaske Château Margaux. Men herregud, vi betaler da gerne vores lille dummebøde til den lokale inkvisitoriske administration, hvis vi kan blive fri for at tale mere om den sag.

Vi har jo ret beset, hvad vi skal bruge, men netop derfor er keramik jo en kærkommen lejlighed til at købe noget helt unikt. Min mand ser undrende til, men han protesterer ikke, når blot han kan se, at det gør mig glad.

“Vi spiser jo aldrig hjemme,” siger Flemming, “så hvad i alverden skal vi med al den keramik?” (Der er så meget, mænd ikke forstår).

Vi har indgået en aftale, som går ud på, at jeg ikke blander mig i Flemmings golfudstyr, grilludstyr, jagtudstyr, løbeudstyr, cykelstyr og slips. Til gengæld blander han sig ikke i keramikken. Det skal siges i dette lukkede forum, at Flemming tror, at han selv vælger sine slips, men det er jo mig, der lægger dem frem hver eneste morgen.

Jeg elsker at køre rundt til disse keramikere ved juletid og se deres vidunderlige kreationer, som de skaber under usle og trange kår. Tænk engang at disse nøjsomme oprindelige mennesker bruger dag og nat i mudder og støv på at frembringe kopper og skåle i forskellige former og farver. Og tænk på hvor mange timers arbejde der er lagt i en simpel kop, til en pris der knapt matcher min daglige brioche med caffe latte. Det er da rørende at tænke på, at disse håndens arbejdere gør, som man har gjort siden tidernes morgen. Hvilken kreativ energi!

Når jeg ser glædens tårer i keramikerens triste øjne, ved købet af to umage kopper - ja, så smelter mit hjerte. Men dog ikke mere end jeg bliver nødt til at sige: “Er der mængderabat, hvis jeg køber tre?”

Flemming og jeg giver jo aldrig penge til Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, så på en måde er det vores helt egen private ulandshjælp, hver gang vi køber et stykke bornholmsk keramik.

Nu er det julemarkedernes tid. Så nu kører Flemming og jeg rundt og spreder glæde med vores keramikindkøb. Julen er jo hjerternes fest.

“En kop er vel en kop,” siger min uvidende mand, “så længe den holder tæt og kan rumme en macchiato.”

Men dér tager han grueligt fejl. Kopper kan inddeles i seks essentielle hovedkategorier: Små kopper og store kopper. Ubehjælpsomme kopper og mere behjælpsomme kopper. Tynde sarte kopper som ikke tåler opvaskemaskinen, og tykke kopper som kan brække din ene fod, hvis du taber dem.

Kopper uden underkop er i keramikterminologien at betegne som krus. Krus uden hank er fattigmandsudgaven af en kop, men kan i en snæver vending opdeles i samme kategorier som kopper. Min kære Flemming kan ikke døje disse hankløse krus, da han altid brænder sine bløde børsmægler-fingre, hvis kaffen er for varm.

Kære Brevkasse. Flemming siger, at jeg kan være møgirriterende, men jeg kan simpelthen ikke få nok af keramik. Hvad skal jeg gøre?

venlig hilsen Zarah

Kære Zarah

Møgirriterende? Muligvis, men tillad mig at korrigere. Overordnet forefindes to kategorier indenfor al keramik.

Kategori A: Grim keramik og kategori B: Pæn keramik.

I kategori A befinder sig en del hårdtbrændt keramik, som efter kortvarigt brug ender hos BOFA med en videre skæbne som vejfyld og uforgængeligt havneudvidelsesmateriale.

Til kategori A hører osse børns keramik, som dog under formildende omstændigheder kan finde plads på bordet, så længe børnebørnene er på besøg.

Kategori B skal man lede længe efter. Jeg tror, du er moden til at deltage i et af de utallige udbudte keramikkurser, hvor en fattig keramiker på overførselsindkomst deler rundhåndet ud af mange års surt optjente erfaringer.

Lav din egen keramik og eventuelt et krus med påskriften “Skat” eller “Sexy”. Og efter et par uger er du moden til at sælge din keramik på Facebook og Instagram. Du skal dog være klar over risikoen for, at Flemming igen kommer til at foretrække de bløde pakker.

Husk - den der ler sidst, ler bedst, som keramikeren sagde.

Venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted