Der er flere forslag til et kommende færgeudbud. Arkivfoto: William Sonne Kaalø
Af: Jørgen Hammer
Hvorfor skal gående betale næsten det samme som fem personer og et ton bil for en tur over Østersøen?
Gravgaards leder i weekendavisen den 1.11. havde overskriften:"Dét skal vi kræve af færgen" - og det har sat tanker i gang.
Prisstrukturen på Bornholmslinjen må vække undren. Kan der være rigtigt, at en gående, der vil sejle fra Rønne til Ystad på en dækspladsbillet skal betale stort set det samme som fem personer + 1 ton bil for at blive sejlet samme strækning.
Prisen på en dækspladsbillet på færgestrækningen Rønne - Ystad ligger på 99 kr. og opefter lige bortset fra en periode fra efterårsferiens slutning og frem til påske, hvor den "kun" er på 49 kr.
Ser vi på prisen for en bil+5 billet på samme strækning, så svinger den mellem 99 kr. og 1.199 kr. Men her kan der hele året købes billetter til 99 kr. I vinterhalvåret på næsten alle afgange, og under folkemødet, i weekenderne og på ferie- og helligdage på udvalgte afgange.
Er der to eller flere, der rejser til eller fra Bornholm, så er det altså rasende meget billigere at rejse sammen i en bil.
Ved grøn omstilling skal der være en favorisering af gående
Gennemsnitspassagertallet i bilerne ligger på lidt under to rejsende/bil.
Som udgangspunkt kunne man anbefale, at dækspladsbilletten så skulle koste det halve af en bil+5 billet eller mindre. For hvor stor en del af billetprisen skal dækkes af de rejsende, og hvor stor en del af bilen?
Desværre har man en fornemmelse af, at rederiet ikke regner vægten af et ton bil for en udfordring, når man skal fragte den over Østersøen med 37 knob.
Man kunne fristes til at foreslå, at dækspladspassagerer som kompensation for det ton bil, som de ikke har med, i stedet skulle sikres en mobilitet på Bornholm på anden måde ved at sikre, at en dækspladsbillet kommer til at indeholde retten til at køre med BAT til Rønne på afrejsedagen eller med BAT ud på øen på ankomstdagen.
Relevante grønne initiativer
Herunder er for eksempel, at rejsende over landgangen tilbydes dækspladsbilletter til overfarten Rønne-Ystad, der højst må koste det halve af det, en bil+5 billet, og at billetten også giver ret til at køre med BAT til Rønne Havn på afrejsedagen og modsat på ankomstdagen.
BAT skal være forpligtet til at have ankomster og afgange i Rønne tilpasset Bornholmslinjens sejlplan. Ved sidste færgeankomst kan betjeningen ske som telebusbetjening til stoppesteder i Rønne, på Nordbornholm og på Syd- og Østbornholm.
BATs ydelse må forventes betalt via statens kontrakt med det vindende rederi og på et niveau, der bygger på antallet af solgte dækspladsbilletter, den andel af de rejsende, der udnytter muligheden for at bruge BAT i forbindelse med rejsen, og BATs takststruktur.
Et aktuelt kompensationoverslag (der ikke bygger på en faktuel viden om antal solgte dækspladsbilletter og andel, der kan tænkes at ville bruge BAT til eller fra Rønne i forbindelse med en rejse) kunne ud fra egne fornemmelser lyde på 600.000 passagerer x 30% x 29 kr (det nye forslag til enhedspris for alle rejser).
Kompensationen til BAT ville på grundlag af ovenstående skøn udgøre cirka. 5 millioner. kr. årligt.