KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / 28. MAR • 05:30

Et valg uden retning: Danmark står fragmenteret tilbage

Et valg uden retning: Danmark står fragmenteret tilbage
I denne valgkamp har jeg savnet et reelt ønske i partierne om at løse lavindkomstproblemet, skriver Knud Andersen. Arkivfoto: Jacob Jepsen

Valgkampen handlede om grise og grundvand – men de store internationale spørgsmål blev glemt i en tid med global uro.

Valget resulterede i et folketing, hvor splittelsen mellem partierne næsten afliver vor højt besungne samarbejdende folkestyre.

De tre partier, der i den forgangne periode praktiserede samarbejde hen over midten, ligger sårede tilbage. Et Socialdemokratiet og Venstre, der fik de dårligste valg i over 100 år, blev spist op af konkurrerende partier fra rød og blå blok. Selv Moderaterne, der for fire år siden var fødselshjælper til regeringen hen over midten, måtte indkassere en tilbagegang.

Rødt og blåt tilbage

Valgresultatet er en forlængelse af den valgkamp, som vi lige har været igennem. Meninger og holdninger har peget i mange forskellige retninger. En valgkamp der ændrede sig som dagene skred frem.

Det blev mere og mere tydeligt, at der i stedet for det brede samarbejde, ville blive en rød side og en blå side i Folketinget. Kun Moderaterne fastholdt ønsket om en regering over midten. Dels ville det give et roligere arbejdsklima i Folketinget, og dels fordi Danmark er blevet direkte involveret i opbruddet i de internationale samarbejder.

En af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere USA er blevet en ”tidligere ven”, der fuldstændig ser bort fra det internationale regelsæt, der har reguleret konflikter og krige. På den baggrund er det ualmindeligt uheldigt, hvis vi i Danmark får en regering, der ikke er bredt funderet i Folketinget.

Midten

De Radikale, som normalt vil være partiet i midten mellem rød og blå blok i Folketinget, har frivilligt overladt pladsen til Moderaterne.

I denne valgkamp forsøgte partiet end ikke at fastholde sin traditionelle rolle som midtsøgende, men placerede sig som en del af den røde blok. Om det er ministerbilerne, der trækker, ved de bedst selv, men muligheden for at få et bedre resultat i de politiske forhandlinger ville formentlig have været større, hvis der er tvivl om hvilken side, at partiet ville vælge.

Det havde været en oplagt mulighed at fastholde den traditionelle midtsøgende politik og ikke overlade det til Lars Løkke at arbejde for et bredere samarbejde og en bredere regering i Danmark.

Meget lokalt

Valgkampen kom til at omhandle lokale danske forhold som vandkvalitet og griseproduktion - og kun i meget begrænset omfang om, hvordan Danmark skal forholde sig til de store omvæltninger, der sker i verden.

Med Putin i Rusland, Trump i USA, Netanyahu i Israel, Erdogan i Tyrkiet og en russiskvenlig ledelse indenfor i EU i Ungarn, burde spørgsmål om Danmarks placering i det internationale samfund langt overskygge de navlebeskuende emner, som valgkampen bestod af.

Et grise- og vandvalg

At det gik så galt, er i sig selv en interessant historie. Den yderste venstrefløj, Alternativet, meddelte tidligt i valgkampen, at de ønskede et grise- og vandvalg. Og det fik de langt hen ad vejen.

De fleste andre partier blev af forskellige årsager bange for disse to emner. Enten fordi man havde haft ansvaret i en årrække som regeringsmedlemmer, eller fordi både DR og TV 2 nærede stor sympati for de af Alternativet rejste spørgsmål. Resultatet blev en valgkamp, hvor partiet Alternativet lykkes at sætte dagsordenen, fordi de fleste andre partier ikke turde forholde sig kritisk til de to emner.

Derfor er det forbavsende, at det parti, som satte dagsordenen for en stor del af valgkampen, ikke engang formåede at fastholde sin egen vælgertilslutning. De måtte notere en tilbagegang på 0,7 procent og opnåede kun tilslutning fra 2,6 procent.

Vælgerne kvitterede således ikke for de to rejste spørgsmål, men tog konsekvensen af, at Alternativet ikke havde andre varer på hylden.

Økonomi

Efter USA og Israels angreb på Iran er energipriserne steget markant og blevet et problem for flere borgere. Løsningen har under valgkampen været enten at nedsætte statens afgifter på benzin og diesel eller at uddele en energicheck på samme måde som fødevarecheck og ældrecheck

Uddeling af tilskud til borgere, der bliver ramt af prisstigninger afslører, at vi i Danmark har en lavindkomstgruppe, som ikke selv kan klare de prisstigninger, der periodevis opstår for almindelige forbrugsvarer.

I denne valgkamp har jeg savnet et reelt ønske i partierne om at løse lavindkomstproblemet. Derfor må man rejse spørgsmålet om et folketingsmedlem, der modtager cirka 800.000 kroner årligt i løn og 74.000 kroner i skattefrit tillæg, overhovedet er i stand til at vurdere den økonomiske virkelighed for en enlig pensionist, der modtager 190.000 kroner før skat.

Man foretrækker tilsyneladende et samfund, hvor partierne kan vise sin godhed ved mindre tilskud, når krisen kradser. På denne måde udstilles den stadig større afstand mellem rig og fattig. Det er en uværdig tilstand i et af verdens rigeste lande.

Selvom Borgernes Parti ikke har fået min stemme ved valget, så har det været dejligt befriende i tv-debatterne at høre Lars Boje Mathiesen sige sin mening - en mening, der ikke på forhånd var designet af rådgivere.

Mange har fundet det upassende, ikke jeg – tak for oprigtigheden.

Ingen pryd hos statsministeren

Derimod er det ingen pryd for demokratiet, når statsministeren bruger forkerte tal for udviste kriminelle asylansøgere. Hvis man dertil lægger den gamle sag om hemmelige e-mails i statsministeriet i forbindelse med nedlukning af minkerhvervet, er der behov for at se nærmere på den debatform, der bruges ved valgkampe.

Jeg tror ikke, at det er uvidenhed hos de mange konsulenter og hjælpere som ministre og andre ledende politikere har, der er årsagen til fejlagtige tal og påstande. Man siger, at sandheden er det første offer i krige – det samme gør sig tilsyneladende også gældende i valgkampe.

Skolemesterattitude er ikke frugtbar

Efter den netop overståede valgkamp begynder nu forhandlingerne om regeringsdannelsen. Der er ikke noget, der tyder på en hurtig afklaring, da det mest handler om, ”hvem man ikke vil være sammen med”.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har opfordret de andre partier til at kravle ned fra træerne og begynde realistiske forhandlinger - en skolemesteragtig attitude som ikke kun han, men også statsministeren, har tillagt sig under valgkampen.

Når kropssproget signalerer ”hør nu her børn, så skal jeg fortælle, hvad det handler om” så bliver det vanskeligt af nå til fælles forståelse af de store opgaver som Danmark og Europa står overfor.

Man må håbe at forhandlingerne trækker ud så længe, at det bliver indlysende for alle partier, at man har det største ansvar overfor den danske befolkning og man ikke udelukkende repræsenterer den begrænsede skare, som har stemt på hvert enkelt parti.

Knud Andersen er tidligere borgmester og mangeårig amtsborgmester ligesom han har siddet i en lang række international råd og nævn - ofte relateret til regionalt samarbejde. Han har indvilliget i at dele sine betragtninger om det overståede folketingsvalg.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT