'Det vi ser er påstanden om, at politik er blevet et teater, og derfor gælder juraen ikke'

Hvad har vi set anklagemyndigheden sige? At der er grænser for, hvor tæt en minister kan gå på en linje, hvor loven udfordres. Hvad har vi set forsvaret sige? At man godt i en pressemeddelelse må undlade at sige sandheden af politiske grunde. At politik tilsidesætter sandhedspligten.

Man skal holde ørerne stive i øjeblikket, når rigsretsreportagerne kommer ind. I medierne fylder stilen meget – denne forsvarer rejste sig kraftfuldt op, ironiserede over… hævede stemmen… fægtede med armene… kørte sit hæve-sænkebord op og… Alle sådanne ting, der, når det kommer til stykket, er retssagen fuldstændig uvedkommende.

Der tegnes et billede af en kedsommelig anklager og en fyrig forsvarer – fordelt på de to anklagere og de tre forsvarere. Det er en sær medievirkelighed.

Det interessante er juraen. Hvad siger den? Den siger, som der står i lov om ministeransvar, at en minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Forsætligt eller groft uagtsomt – altså med vilje eller mod bedre vidende eller idiotisk.

Efter hans stillings beskaffenhed – altså i strid med det, man kan forvente af en ideal minister. En minister, der, overset af de fleste, i sig selv er en myndighed. En minister udøver myndighed. Derfor denne indhegning af adfærd, der i modsat fald bliver grænseløs.

Hvad har vi set anklagemyndigheden sige? At der er grænser for, hvor tæt en minister kan gå på en linje, hvor loven udfordres.

Hvad har vi set forsvaret sige? At man godt i en pressemeddelelse må undlade at sige sandheden af politiske grunde. At politik tilsidesætter sandhedspligten. Og at fører en sådan tilsidesættelse af sandhedspligten til, at nogen – herunder ministerens underordnede – tror ministeren mener noget andet, end ministeren gør, så er det ikke ministerens problem.

For mig at se er det vi ser påstanden om, at politik er blevet et teater, og derfor gælder juraen ikke.

Afhøringerne i Rigsretten foregår meget stilfærdigt. Mens Støjberg forsvarer sig med, at bestemte ting er og dikteres af politik, spørger anklagerne rundt om det – først til den ene side, så til den anden. Grundigt, uden aggression. Forudsat referaterne er rigtige. Så meget så for eksempel Kristelig Dagblad forleden havde overskriften "Inger Støjberg udlagde sin rolle i udlændingeteateret".

Men det slår mig, jo mere jeg tænker over det, at den juridiske norm for en ministers strafansvar jo ikke er hverken skuespil eller teater men relaterer sig til en myndighed - den myndighed en minister rent faktisk udøver.

Det, Højesteret samt de øvrige dommere reelt kan ende med at fælde dom over, er den moderne politiks kynisme og kalkule over, at alt er et spil, og det vigtigste er at tage sig ud. Så kan det godt hænde, at anklagerne ikke fik ret i, at der også kan straffes for at lyve for Folketinget. Men hvis selve adfærden – at man i virkeligheden betragter politik som et spil, hvor man for at beskytte sig politisk kan skrue på sandheden – og den (for)skruelse medfører ulovligheder, så er der ikke langt til at tænke, om der har været udøvet grov – kynisk – uagtsomhed og selve den adfærd er i strid med stillingens beskaffenhed. For selvfølgeligt er det ulovligt at skille gifte mennesker ad uden at høre dem, om de rent faktisk er tvunget sammen eller ej. Og i øvrigt vurdere det. Påstanden om barnebrude har jo hovedsagligt vist sig at være det rene vås. Men i det omfang der var, kunne de netop skilles af ved individuel vurdering.

Holder det, tror jeg, det bliver et ganske hårdt sammenstød med juraen. For man skal tale sandt, det skal være fyldestgørende, hvad man siger og det er sådan set ligegyldigt, hvordan man mener, noget vil blive opfattet – og misbrugt – af Folketinget. Man skal samtidig i det hele gøre sig klart, at en minister – til forskel fra et folketingsmedlem – er en myndighedsperson. Og det vedkommende siger eller gør vurderes som sådan – altid. Man er ikke nogle gange myndighedsperson, nogle gange ikke.

"… eller efter hans stillings beskaffenhed".

Er det det, anklagemyndigheden samler sammen til, kan opsummeringen godt blive ganske ubehagelig. Og jeg tror, den hån, anklagerne har været udsat for, vil forstumme.

Nu ser vi.

Søren Pind

Skriver hver anden lørdag Pinds perspektiv i Bornholms Tidende.

Den tidligere Venstre-politiker er i dag arbejdende bestyrelsesformand i firmaet Danish Cyber Defence, der bekæmper cyberkriminalitet.

Han har tidligere været justitsminister samt uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Han er født i 1969, som søn af Torben og Jytte Pind, der i dag bor i Bølshavn.