Det bliver en stor og tung opgave at løfte arven efter Lars Kærulf Møller

”Må jeg med nogle ord”. Sådan indleder maleren Oluf Høst et indlæg i Bornholms Tidende i december 1938 og fortsætter ”henlede mine landsmænds opmærksomhed på Claus Johansens udstilling hos frk. Ancher i Rønne. Den er et besøg værd”.

Det samme kan siges om den udstilling, der i lørdags åbnede på Bornholms Kunstmuseum efter at museet i nogle måneder har været lukket på grund af corona-epidemien. Her blev vi præsenteret for 150 malerier af denne stilfærdige maler, der havde vanskeligt ved at gøre sig gældende, mens han levede, dels fordi hans billeder ikke var særlig store, dels fordi de ikke udmærkede sig ved kraftige farver. Tværtimod – og han var tillige et menneske, der ikke gjorde meget væsen af sig.

På Bornholms Kunstmuseum har man med den aktuelle udstilling valgt den overhovedet vanskeligste løsning med hensyn til ophængning. Man har valgt at udstille alle de malerier af Claus Johansen, man har kunnet opspore. Ingen billeder er blevet sorteret fra, og udstillingen spænder fra malerens tidligste, ubehjælpelige forsøg til de mest sublime udtryk. Som beskuer får man dermed mulighed for selv at danne sig et indtryk af malerens udvikling og skabe fortællingen om ham.

Udstillingen danner en usædvanlig helstøbt enhed gennem de to store særudstillingssale. Uden en pædagogisk løftet pegefinger om kronologi, er der tale om en udstilling, hvor det er billederne, der bestemmer, og som man selv kan gå på opdagelse i. Og der er noget for enhver smag og grundlag for en god diskussion.

Det bliver en stor og tung opgave for en ny kunsthistoriker at løfte arven efter Lars Kærulf Møller. Han har forvænt os.

Mogens Lau. Svanekevej 71, Rønne