Det var sikkert behageligt og effektivt at holde budgetforhandlingerne i en snæver kreds. Men prisen kan også blive for høj.
Det kan godt virke en smule spøjst, når Socialdemokratiet nu på bagkant går ud og kræver hele budgetprocessen lavet om.
Som Dansk Folkepartis René Danielsson tørt bemærker, var partiets gruppeformand Anne Thomas selv med til at godkende den nye model, hvor kun Økonomiudvalgets ni medlemmer sad ved forhandlingsbordet. Når S-udvalgsformændene opdager, at de har forhandlet sig selv ud af indflydelse ved konstitueringen, er det nemt at komme i tanke om bedre processer bagefter.
Men selvom timingen er speciel, tager S-kritikken fat i et principielt problem: Kommunens vigtigste beslutning bør ikke parkeres i en snæver kreds.
At lade Økonomiudvalget trække det tunge læs under budgetforhandlingerne er ikke et særligt bornholmsk påfund. Modellen benyttes i flere andre kommuner landet over, og et af modargumenterne mod at lukke alle 23 medlemmer af kommunalbestyrelsen ind i lokalet har været, at det udarter sig til et politisk teater, hvor der gøres krav på skærmtid og spalteplads frem for reelle kompromiser. Og ja, årets model i Økonomiudvalget var da sikkert mere effektiv, stram og mindre dramatisk at afvikle for borgmester Frederik Tolstrup.
Spørgsmålet er bare, hvad prisen er for den bekvemmelighed.
Når 14 ud af 23 folkevalgte - herunder formænd for udvalg som børne- og ældreområdet - i praksis afskæres fra de afsluttende, afgørende prioriteringer, svækkes lokaldemokratiet. Det gør forvaltningen mere lukket og efterlader en stor del af kommunalbestyrelsen som tilskuere, der blot skal vende tomlen op eller ned til færdige sparekataloger. Det er en farlig vej at gå ned ad i en kommune, der i den grad har brug for gennemsigtighed og brede skuldre til at bære svære besparelser.
Det behøver ikke at være enten et kaotisk teaterstykke eller en lukket loge for de få udvalgte. Det må være muligt for borgmesteren og hans 22 kollegaer at finde en sund middelvej, når årets forløb skal evalueres.
Demokrati tager tid, det skaber debat, og det er sjældent den mest "strømlinede" proces. Men det er trods alt den bedste model, vi har.
Derfor bør der som absolut minimum tages et kritisk blik på årets proces, så man kan gøre op, om prisen alligevel bliver for høj i sidste ende.