Debat: Hverken kommunen eller politikerne lytter til os

Debat: Hverken kommunen eller politikerne lytter til os
Gruppen af borgere, der er kritiske over for byggeri på det truede naturområde i Rønne Syd, opløser nu gruppen, da de ikke mener, at kommunen og politikerne gider at høre på dem. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 9. APR 2021 • 21:12
Af:
Ove Andersen
| ABONNENT
9. APR 2021 • 21:12

LÆSERBREV

Skatteyderne på Bornholm skal alligevel betale for den voldsomme udstykning af naturområdet i Rønne Syd.

I gruppens seneste læserbrev roste vi ellers i høje toner kommunens administration for at udbyde naturområdet i Rønne Syd til salg som storparceller, hvor køber så selv skulle byggemodne naturområdet.

Det vil sige anlægge veje, fortove, grønne områder, kloakker, varme, vand, el, samt dræning af naturområdet.

Vi tog desværre grueligt fejl, idet administrationen i stedet selv har valgt at byggemodne naturområdet og derved lade alle på øen bidrage via skatten – som jo ellers er høj nok i forvejen – med de mange millioner for den meget voldsomme byggemodning af naturområdet.

Vi gætter på, at ingen køber vil betale de mange millioner i anlægsudgifter og slet ikke i naturområdet mellem poplerne og det nuværende byggeri, hvor der lever og bor fem truede og totalt fredede dyrearter, og hvor cirka 80 af poplerne skal fældes, og de resterende 20 skal stynes, selv om der sandsynligvis bor og lever fredede flagermus i disse popler.

Vi undres rigtig meget over, at de politikere, vi selv har valgt direkte, og de politikere, som er kommet ind i kommunalbestyrelsen som suppleanter, slet ingen interesse har vist for at redde naturområdet og dermed de totalt fredede dyrearter – ja nogle i vores gruppe har endda spurgt nogle politikere om, hvorvidt de har kendskab til naturområdet i Rønne Syd. Her har svarene desværre næsten været enslydende – nej det kan man ikke sige, at vi har, men vi stoler da helt på administrationens dømmekraft.

Vi undres over, at det nye medlem af Socialdemokratiet ikke kæmper blot en lille smule for at bevare naturområder i Rønne Syd, idet pågældende politiker jo ellers kæmpede en brav kamp for at bevare et træ i en rundkørsel – nu drejer det sig om hundrede flotte træer, der står som en flot grænse i Rønne Syd lige ved den grønne ring omkring Rønne.

Vi undres også over, at næstformanden i natur- og miljøudvalget – fra Venstre – heller ikke prioriterer natur og dyrearter højere end asfalt og beton.

Vi undres også over, at vores kvikke viceborgmester ønsker byggeri i naturområdet og derved flytte endnu flere af øens borgere til Rønne.

Vi undres også over, at administrationen helt blindt holder sig til verdensfirmaet Rambølls anvisninger om, hvor der skal bygges i Rønne. De har overhovedet ikke skelet til natur og dyrearter, og havde administrationen spurgt os borgere på øen, kunne vi med stor lethed anvise en hel del andre muligheder for byggeri – ja også indenfor den grønne ring, hvor man hverken skader natur og fredede dyrearter, og havde vore folkevalgte lyttet en lille smule til os borgere de seneste to-tre år og ikke kun til kommunens administration, ville naturområdet i Rønne Syd helt uberørt kunne overdrages til kommende generationer.

Der er i dag vel cirka 40 huse til salg i Rønne by, hvoraf de 5-6 huse findes i Rønne Syd, og der kommer sikkert endnu flere til salg, når lejlighederne i det gamle gymnasie sættes til salg, og skal virkelig alle på øen bo i Rønne?

Nu er vi jo snart 42.000 bornholmere på øen, og hvor boede vi bornholmere, da vi var cirka 50.000, og dengang var hverken Rønne Syd, Øst eller Nord bebygget – ja ganske vist er en del boliger udlagt som flexboliger, men er der virkelig brug for at ødelægge det skønne naturområde i Rønne Syd?

I skrivende stund den 7. april 2021 kan vi glæde alle med, at vi nedlægger gruppen bestående af 168 personer, idet vi føler, at vi som David fører en fuldstændig ulige kamp imod Goliat, kommunens administration, som hverken hører på os eller Danmarks Naturfredningsforening, men blot ødelægger et af landets mest lysåbne naturområder med truede og totalt fredede dyrearter.

Jeg vil takke alle i gruppen for et meget stort og flot stykke arbejde for at redde dyrene og naturen i Rønne Syd, selvom vi taber sagen, tak til Bornholms Tidende, til formanden Anne Sofie Poulsen for Danmarks Naturfredningsforening og tak til de mange eksperter på forskellige områder i relation til naturområdet i Rønne Syd.

Vi snakker om at lade gruppen genopstå i forbindelse med kommunevalget i november 2021, men lad os nu se – vi ønsker meget at få nogle krydser på politikere, der kæmper for øens natur og dyreliv.

Pas godt på hinanden og på jer selv.

På gruppens vegne

 

Ove Andersen

Strandvejen 128 A, Rønne