Vi skal være klimaneutrale med 70 procent i 2025 og 100 procent i 2050. Vi skal dyrke mad til mennesker og ikke mad til dyr, som så bliver mad til mennesker. Det kan godt være, at kød smager godt, men det er ikke at sammenligne med en god selleribøf. Ok, det kan diskuteres, men noget, som ikke kan diskuteres er, at det koster dyrt på CO2-regnskabet at producere kød. Derfor er vi nødt til at reducere kødproduktionen betydeligt i de kommende år.
Vi kommer til at tage landbrugsjord ud, og der skal plantes ny skov på disse jorde.
Husk på at vi er i samme båd, og at vi sammen skal løse problemerne. BLF erkender da også, at der skal skydes med spredehagl, når det kommer til at finde på de nye effektive og klimaneutrale løsninger i fremtidens bornholmske landbrug.
Når det kommer til at sikre et bæredygtigt og klimaneutralt bornholmsk landbrug, tænker jeg, at man er godt på vej med udviklingen af nye ideer. Vi ved noget om at drive landbrug på en effektiv måde. Nu skal vi vise verden, at vi er helt i top på den grønne omstilling, og at vi vil være øen, som viser verden vejen til de bæredygtige løsninger, der i sidste ende skal sikre vores kommende generationer en klode at bo på.