Debat: Det er ikke tid til nødvendighedens politik – det er tid til visioner

Jeg har om nogen været uenig med Winni Grosbøll, men hun forstod at sætte en politisk kurs, og prøvede altid at få et bredt flertal bag den.

Siden det katastrofale budgetforlig blev indgået i september, har Thomas Thors og Søren Schow italesat forliget som værende ’nødvendighedens forlig’. Det er nødvendigt at lave salamibesparelser, som gør det næsten umuligt for medarbejderne at løse deres opgave uden at komme i konflikt med de politiske hensigter, må vi forstå.

De to håbefulde borgmesterkandidater er næsten smeltet sammen og fremstår som en ældre, lokalpolitisk udgave af Bjarne Corydon. På nærmest daglig basis fortæller de, hvordan de anskuer kommunens økonomi, og hvordan alle andre kandidater ikke fatter alvoren – eller negligerer den. Man synger den samme klagesang: ”pengene i kommunekassen kan kun bruges til anlæg. Hvis man investerer i forebyggende tiltag, så ender BRK i ruiner.”

Der er bare et problem. Historien er falsk. Pivfalsk. I deres iver for at fremstå ansvarlige glemmer de fortiden. Det gode for alle andre er dog, at man kan læse op historien. Alle forlig i denne valgperiode (minus det i år) har haft kassefinansiering af særlige indsatser. Fem millioner kroner årligt blev taget op af kommunekassen for at kickstarte de sociale indsatser, som alle godt vidste var en nødvendighed. Gik BRK konkurs? Nej. Tværtimod er den gennemsnitlige likviditet højere end den har været de seneste mange år.

Hvorfor fastholder Thors og Schow så stædigt? Hvorfor stoppe arbejdsformen som kommunalbestyrelsen egentligt var enige om? Personligt kan jeg ikke gennemskue det, da Thors har sagt at han ville videreføre Winnis retning. Meget kan man beskylde den nuværende borgmester, men hvis der er noget han ikke har gjort, så er det netop det! Jeg har om nogen været uenig med Winni Grosbøll, men hun forstod at sætte en politisk kurs, og prøvede altid at få et bredt flertal bag den. På den måde blev det sjældent driftsområderne, som blev de store politiske slagmarker. Det blev de store værdipolitiske diskussioner i stedet. Noget som organisationen nød godt af. Hvorfor så det store kursskifte? Den åbenlyse årsag er, at når Snorrebakken og Dams Gård er bygget, man har fået biblioteket bygget – ja så er kassen tom. Og så skal den fyldes igen. Den anden er at den nuværende borgmester er løbet tør for visioner og er gået i flyverskjul bag embedsværket, så trækker regnearkene ned over Bornholm. Uden i øvrigt at se på hvad der er af politiske ønsker, og hvad de yderste sociale konsekvenser måtte være. Og på den måde skrives fortællingen om det nødlidende Bornholm. For det er den fortælling man bliver visket i øret af sit embedsværk – og så fortæller man den loyalt.

Hvorfor Venstre er hoppet på den limpind – ja det må guderne vide. Tidligere har Venstre været kendetegnet ved iderigdom og modighed til at ville vende tingene. Gerne med forslag som tilnærmelsesvis kan kategoriseres som værende dumdristige. Hvem husker eksempelvis ikke den kæmpe store besparelse på sygefravær, som vi andre (desværre) gik med til for en del år tilbage. Den eneste forklaring må være, at Venstre tror på, at de skal sætte sig i borgmesterstolen og derfor skal arve embedsværket, som det ser ud i dag, hvorfor at man ser sig nødsaget til at holde sig gode venner med det. Man kan næsten kalde efterårets forløb tragikomisk, da det leder en tilbage til tiden, hvor Colberg modtog beskeden om, at hans samarbejdsvillighed i forhold til Socialdemokratiet var uacceptabel, og man ønskede en ny retning. Her godt 6,5 år senere er ringen sluttet, og man har nu giftet sig ligeså meget med socialdemokraterne, som Venstre tidligere havde gjort det, da borgmesteren hed Grosbøll og ikke Thors. Forløbet viser, at alt snak om fremtidens Bornholm og visioner er gemt af vejen. Fokus ligger på det rå magtspil. Det er vigtigere at holde folk ude fremfor at få alle til at trække i samme retning. Og det er en skam!

Hvis Bornholm skal videre, så kræver det at vi tør. Vi skal turde angribe de problemstillinger vi står overfor. Det nytter ikke at vende ryggen til. Vi skal turde samles om de nære problemer – og så må slås om de store værdimæssige dagsordener. Vi skal turde investere i vores borgere, som har brug for en udstrakt hånd, så de også kan spille en aktiv rolle i opbygningen af fremtidens Bornholm. Jeg har et inderligt håb om, at bornholmerne parkerer Thors og Schow på sidelinjen. Bornholm har ikke brug et par nye "Corydon'er". Bornholm har ikke behov for et par gnavne og gamle mænd, som taler os ned i dyndet. Bornholm har brug for visioner på de velfærdsmæssige områder. Bornholm har brug for politikere, som tør tage de regnemodeller i brug, som gør det muligt at investere i mennesker. Det er vores vision, at Bornholm skal være det bedste sted at vokse op, og det tryggeste sted at gå alderdommen i møde. De visioner kræver at vi investerer pengene klogt, og ikke lader os lulle i søvn, når Thors og Schow synger deres vuggevise, som går under titlen; 'nødvendighedens politik'.

Uanset hvilken politisk observans du har, så stem på en, som tør lave de fornødne prioriteringer i velfærd. Det kræver et opgør med de finansielle dispositioner Thors og Schow har vedtaget, men dem tager vi! Det er tid til visioner og bredt samarbejde – for Bornholms skyld.

Det er tid til forandring.