Debat: Borgmesterens lange valgtale

Debat: Borgmesterens lange valgtale
Arkivfoto: Berit Hvassum
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT | 30. SEP 2021 • 12:00
Af:
Ivar Nielsen
Pileløkken 7
3770 Allinge
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT
30. SEP 2021 • 12:00

Det eneste vi kan forvente af socialdemokraterne er gumpetunghed, skriver Ivar Nielsen fra Allinge i dette synspunkt.

Omtrent lige så lang tid som det tager at afspille en side lp-grammofonplade, brugte Thomas Thors på kommunalbestyrelsesmødet i torsdag sidste uge på at tale om alle de fortræffeligheder, som det lokale Socialdemokrati har været med til at lave – og derefter takkede han sig selv for at have givet sig selv ordet.

Han skulle hellere være taknemmelig for, at ingen af de øvrige tvangsindlagte KB-medlemmer ikke stoppede et hold kæft-bolsje i munden på ham efter fem minutter, men der var de nok allerede gået så meget i dvale af borgmesterens talestrøm, at de ikke orkede at reagere på lp-valgtalen i kommunalbestyrelsen.

Jeg lagde især mærke til borgmesterens bevidstløse selvros angående energiø Bornholm og vindmølleparkerne i Østersøen.

Her var der ganske enkelt ikke sket en snus, før Ørsted selv kom med et oplæg til en park, og længe før den tid var det lokale Socialdemokrati notorisk gumpetungt, fordi man hellere ville satse på de bornholmske landmøller.

Gumpetungheden var der lige fra det første projekterede 200 MW anlæg på Rønne Bakke, der senere blev nedprioriteret af Energinet og det regeringsbærende Socialdemokratiske moderparti ned til 50 MW og til sidst helt droppet af den socialdemokratiske klimaminister Dan Jørgensen, fordi det "ikke var økonomisk bæredygtigt". Vorherre bevares!

I øvrigt bliver Bornholm ikke den Power-to-X energiø, som borgmesteren fablede om. Bornholm får et kabel ind fra en transformerstation i Østersøen, og den alternative Power-to-X energiproduktion kommer til at ske på Sjælland.

Det eneste relevante i denne sag er, at borgmesteren bør sikre sig, at Bornholm får et veldimensioneret 200 MW kabel fra havvindmøllerne og en transformer på Bornholm, som også kan håndtere den lokale landmølleproduktion stabilt til både eget brug og til eventuel eksport.

Men også her forventer jeg heller intet andet fra Socialdemokratiet, end den sædvanlige visionære gumpetunghed, hvor udviklingen overhaler partiet indenom, før man reagerer.

Og da Bofa med den socialdemokratiske direktør, Lars Goldschmidt i spidsen har solgt det lokale elnet, så kan alt underligt nu ske på det område, uden at bornholmske borgere eller politikere får noget videre at skulle have sagt om det.

Politikere, der tankeløst sælger ud af bornholmsk selvbestemmelse – som også med Region Bornholm – bør snarest forhindres i at sidde på KB-taburetterne eller i det kommunale produktionsapparat.