Bornholm bliver kun bygget af aktive politikere

Bornholm bliver kun bygget af aktive politikere
LEDER | 21. JAN 2023 • 05:30
LEDER
21. JAN 2023 • 05:30

Det fungerer ikke, at Venstre og Enhedslisten læner sig tilbage og forlanger tilbud på et fad, hvis Bornholm skal skumme fløden af havmølleparkerne.

 

Rom blev ikke bygget på en dag, og det bliver det økonomisk selvbærende Bornholm heller ikke. Det tager tid, kræver visioner og handling. Statens energiø og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) havmølleparker er investeringer og muligheder, som vi ikke i den vildeste fantasi selv kunne drømme om. Men nu er de annonceret og på vej.

Hvis ikke energiteknologien i atomkraft tager et kvantspring indenfor kort tid, så bliver Østersøen pakket ind i havmøller, og en meget stor del af dem sender strøm ind på Bornholm. Det giver muligheder for vækst. Vindmølleservice, grønne virksomheder, produktion af grønt brændstof og ubegribelige mængder af overskudsvarme til gavn for nye erhverv ligger foran os. Men det kræver, at vi som indbyggere, erhvervsledere, vælgere og i særdeleshed politikere tager situationen alvorligt og byder ind med muligheder og gode vækstbetingelser.

I denne uge har både viceborgmester Morten Riis (EL) og partiformand Søren Schow (V) givet udtryk for, at de ikke vil byde sig til og stemme for planlægning af områder til grønt erhverv. De ønsker i stedet mulighederne serveret på et sølvfad med prislister og garanterede indtægter for Bornholm klistret på.

Selvfølgelig skal vi være skeptiske og tænke: Hvad er der i det her for Bornholm? Men at læne sig tilbage og kræve løsningerne og indtægterne serveret er at gamble med noget, vi ikke har råd til at tabe.

Bornholm har mulighederne, og vi skal gribe dem og dyrke dem. Læner vi os tilbage og venter på at få det hele serveret, så ryger Bornholms største økonomiske mulighed nogensinde.

Derfor ligger der en kæmpe opgave foran os som vælgere i at huske vores politikere på, at de skal trække i arbejdstøjet og ikke afvente virksomheder og kommunal administrations serveringer.

Det har vi simpelthen ikke råd til.