Af: Chriistofer Avelon Damgård kandidat til kommunalvalget for Dansk Folkeparti
Bekymrende udvikling
Flere og flere forældre til børn med særlige behov vælger folkeskolen fra – mange søger i stedet mod privatskoler, fordi deres børn ikke får den støtte, de har krav på.
Flere privatskoler bevilger i dag flere støttetimer end folkeskolen, og det får mange forældre til at skifte skole for at sikre deres barn den hjælp, der burde være en selvfølge.
Bekymrende
Det er dybt bekymrende. Når støttetimerne skæres væk, og lærerne står alene med opgaven, er det børnene, der betaler prisen.
Vi skal sikre, at der er trygge vilkår og reelle muligheder for læring – også for de børn, der har brug for lidt ekstra støtte. Det kræver ressourcer, forståelse og vilje til at prioritere området.
Bornholm skal være et sted, hvor alle børn kan trives – uanset om de går i folkeskole, specialskole eller privatskole. Det må aldrig være sådan, at familier føler sig nødt til at flytte fra øen for, at deres børn kan få den støtte, som de har brug for. Derfor skal vi have stærke specialtilbud og et tæt samarbejde med forældrene.
Ingen børn skal føle sig forkerte, og ingen forældre skal tvinges til at tage svære valg, fordi systemet ikke kan rumme deres barn.
Det handler om respekt, omsorg og ansvar – for vores fælles fremtid.