Foreningen Folkemødet, som er den styrende organisation bag demokratifestivalen, satser i år på et folkemøde, som lever op til præ-coronatiden, som vi senest så det i 2019 uden nogen restriktioner, der er begrundet i løbske virusser.
– Vi oplever, at der er rigtig mange, der gerne vil med til Folkemødet, siger Pelle Nybirk, kommunikationschef og teamleder for produktion på Folkemødet.
– Vi er stort set på niveau med, hvad vi så inden corona, både i forhold til, hvor mange ansøgninger der er om plads på Folkemødet, og i forhold til hvor mange, der henvender sig til os med spørgsmål om, hvor der er overnatningsmuligheder. Så vi ser ind i et folkemøde i topform, der bliver, som vi kender det fra tidligere.
Hvordan ser I lige nu på risikoen for eventuelle restriktioner?
– Lige nu planlægger vi et folkemøde, som vi kender det fra tidligere.
Men I er vel klar til at løfte udfordringen, hvis der skulle opstå noget?
– Vi er klar til at se på, hvad der nu måtte være, men vi ser ind i et folkemøde, som vi kender det, og i fuld form, gentager Pelle Nybirk.
Og du genkender vel billedet af, at det bliver sværere og sværere at finde noget at bo i på Nordbornholm, og at så breder det sig ned over øen?
– Det positive er jo, at vi heldigvis har masser af sengepladser på Bornholm, bare man bevæger sig lidt længere ud. Vi er jo vant til, at der også er gang i sengepladserne i både Hasle og Kelmensker og Gudhjem og Rønne og Nexø og så videre. Det er hele øen, der bliver aktiveret under Folkemødet.