– De sidste par år har der været forsøg på at forklare, at det går rigtig godt på Bornholm. Overordnet set er der dog grund til stor bekymring. Vores lokale erhvervsklima er iskoldt, og vi mangler bornholmere, der kan træde ind på arbejdsmarkedet. Hvis det ikke ændrer sig, hæmmer det den økonomiske vækst og truer vores velfærd. Så enkelt er det, siger han i en pressemeddelelse.
Søren Schow efterlyser politiske bud på, hvad Bornholm skal leve af de næste mange år, og hvordan man når derhen.
– Og der er ingen ordentlig debat om, hvordan vi dels tiltrækker medarbejdere til de bornholmske arbejdspladser, og dels hvordan vi skaber nogle vilkår, der gør det nemmere at drive og udvikle vores lokale virksomheder, siger han.
Søren Schow savner, at der bliver gjort mere for at tiltrække tilflyttere, ikke mindst blandt de 25 til 65-årige, hvor han i tal fra Danmarks Statistik har registreret en tilbagegang siden 1. januar 2018. Og så hæfter han sig ved, at Bornholm indtog bundplaceringen i en nylig undersøgelse af erhvervsvenlighed fra Dansk Industri. Ifølge Søren Schow er det beskæmmende, at der ikke er flere politikere, der vil debattere det og komme med deres bud på mulige løsninger.