Trøst vil vise tillid og lytte som borgmester

Trøst vil vise tillid og lytte som borgmester
Kommende borgmester Jacob Trøst interviewes af Bornholms Tidende på scenen på Rønne Theater. Foto: Rønne Theater
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT | 26. NOV 2021 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
INTERVIEW | BORNHOLM | ABONNENT
26. NOV 2021 • 19:00

Budgetforliget viste, hvor vigtigt det er at lytte og inddrage, siger kommende borgmester Jacob Trøst. Selv vil han gøre begge dele så meget, at det rejser spørgsmålet, om han også kan skære igennem og stikke retninger ud. Det kan han også, men metoden bliver den samme, fortalte Jacob Trøst til 100 læsere af Bornholms Tidende.


Ved at lytte til de ansatte, til borgerne og foreningerne. Ved at inddrage, søge kompromiser og skabe medejerskab. Og først og sidst ved at vise tillid.

Først og fremmest sådan vil kommende borgmester Jacob Trøst (K) gå til værks, når han 1. januar indtager Bornholms øverste embede – efter kun at have boet på Bornholm i halvandet år og uden nogensinde at have været medlem af en kommunalbestyrelse.

Det fortalte han torsdag eftermiddag på Rønne Theater, hvor godt 100 læsere af Bornholms Tidende havde taget imod tilbuddet om at komme tættere på den kommende borgmester. Trøst blev interviewet i en time på scenen, før publikum selv kunne tale videre med ham i cafeen bagefter.

Er der nogle, der har taget på sig at sætte dig mere i dybden ind i, hvad det vil sige at være borgmester, altså ud over det indtryk, som vi alle sammen har af, hvad det vil sige. Der er bare også mere i det, der er faktisk meget mere i det. Er der nogen, der har taget dig i en form for borgmesterskole og sagt, at det er det her katalog og den her ramme, som du kan og skal fylde ud?

– Ja, det er der flere, der har. For eksempel de øvrige politikere i konstitueringen. Der føler jeg mig i rigtig gode hænder. Dem stoler jeg på, og jeg føler, at de gerne vil hjælpe mig rigtig godt i gang, for de har jo også en interesse i, at vi får det her til at lykkes, sagde Jacob Trøst.

– Sådan en som Bjarne Hartung Kirkegaard er jo virkelig en erfaren politiker, og han har lovet mig at tage mig under sine vinger. Thomas Thors har også sagt, at jeg er velkommen til at komme, og så skal han nok hjælpe mig godt i gang. Så jeg har kun mødt mennesker, der har sagt, at de godt vil hjælpe mig.

Ny retning gennem dialog

Jacob Trøst søger også udenfor Bornholm for at få gode råd, før han træder til.

– Nogle af de andre konservative borgmestre har sagt, at jeg gerne må ringe. Og jeg har skrevet til borgmesteren i Holbæk, selvom hun er socialdemokrat. Jeg har jo slået mine folder i Holbæk i mange år, og hun startede som borgmester i en alder af 24, men jeg synes, at hun har gjort det rigtig godt, så jeg har skrevet til hende og spurgt, om jeg må komme over og mødes med hende og høre lidt om, hvad det vil sige at være helt ny borgmester. Og høre lidt om hendes erfaringer: Hvad der har virket og hvad der ikke har virket. Det har hun sagt, at det vil hun gerne, så jeg glæder mig meget til at komme over og få nogle fif, fortalte han på Rønne Theater.

Hvad ser du som den største udfordring ved at dumpe så direkte ned som borgmester, som du kommer til?

– Den største udfordring er det politiske spil. Man kan jo godt fornemme meget af det allerede. Meget af det er jo almindelig psykologi og almindelig logik. Det er klart, at hvert enkelt prti skal have sit aftryk på en aftale. Så min største udfordring bliver at lære alle de her områder og alle de her mennesker at kende. Jeg vil ikke sige, at det er en udfordring, men det er en opgave, som jeg virkelig vil prioritere det første år. Der vil jeg virkelig give den gas for at komme ud og møde de her mennesker, hvis områder jeg skal sidde og træffe beslutninger for.

Det var først sidste år, at du gik fra at være politiassistent til politikommissær. Så din ledererfaring er kort, kan man vel godt sige uden at fornærme dig. Nu bliver du så ikke bare leder, du bliver øverste chef for 3500 medarbejdere og den øverste politiske og administrative myndighed for hele Bornholm. Hvordan vil du klare det spring?

– Først og fremmest ved at være mig selv og bruge de menneskelige egenskaber, som jeg har. Jeg kan motivere mine medarbejdere og de mennesker, der er omkring mig, til at gøre deres bedste, så jeg ser det som en fælles opgave, og jeg ser min opgave som at være den, der koordinerer. Jeg er jo et eller andet sted bare en kransekagefigur, for min vigtigste opgave er at samle den her kommunalbestyrelse og få alle med og få alle til at føle sig hørt, sagde Jacob Trøst.

Det virker meget lyttende, inddragende og åbent, som vi også oplevede dig i valgkampen. Men er det ikke også din opgave at stikke en klar retning ud og sige, at nu er det den vej, vi skal, og det er derfor vi skal det? Kan du også det?

– Ja, det er rigtigt, og ja, det vil jeg mene, at jeg godt kan. Men den bedste måde at gøre det på er netop at inddrage medarbejderne og de øvrige politiske partier, for når jeg så siger, at vi skal den her vej, vil det være så mange som muligt, der siger, at vi skal den her vej. Så tager folk ejerskab til det, som jeg står og siger. Hvis jeg har inddraget dem, og det ikke bare er noget, som jeg siger. Hvis de oplever, at de er blevet inddraget i den her beslutning, er der også lidt mere ro på bagsmækken og ikke lige så meget ballade bagefter.

– Det kunne vi også se efter budgetforliget. Der var mange, der ikke følte sig inddraget, og det gav jo lidt uro på bagsmækken, kan jeg vist godt sige. Jeg ser det at få lidt ro på bagsmækken som min vigtigste opgave.

Er du sådan en, der gerne vil stille alle tilfreds?

– Ja, det er jeg.

Hvordan går det normalt med det?

– Det går egentlig meget godt. Det er gået godt, mens jeg har siddet som leder i politiet. Jeg giver mig tiden til at forklare dem, der ikke får deres vilje, hvorfor de ikke gør det. Det tror jeg tit hjælper på, at nå ja, så kan de godt se det, og så får de deres vilje en anden gang. Bare med det at folk føler sig hørt er vi nået langt

Du har også lige ført en valgkamp, hvor du fremstod venlig og lyttende, og hvor du ikke begav dig ud i polemik eller ud i at stå og ikke stod og skændtes med folk i debatpaneler. Kan du også sætte dig igennem og sige, at det er sådan her det bliver?

– Ja, det kan jeg godt, også uden at hæve stemmen og uden at diktere noget. Når jeg skal sætte en retning, gør jeg det også på min egen stille og rolige facon. Jeg har ikke brug for at stille mig op på ølkassen og råbe og skrige, med mindre det er virkelig nødvendigt. Men det er det sjældent. Jeg oplever, at folk lytter, når jeg taler, også fordi jeg ikke taler ret meget normalt. Så når jeg taler, så lytter folk som regel.

Det vigtigste er tillid

Tillid og viljen til at lykkes med at bringe Bornholm i nogle retninger, som man er enig om, skal bære Jacob Trøsts kommende samarbejde med Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, fortalte han også.

Det er tre meget forskellige partier. Hvordan skal det dog gå godt?

– Først og fremmest vil alle fire partier gerne have det her til at lykkes. Det tror jeg faktisk er den vigtigste forudsætning for, at det lykkes. Det er, at vi har viljen til det. Vi går også ind til det med åbent sind. Vi er godt klar over, at vi har nogle forskelligheder, så det vigtigste bliver at være bevidst om de forskelligheder, som vi har, og bevidste om, at de enkelte partier ind imellem må hugge en hæl og klippe en tå.

– Vi skal finde et kompromis. Politik er jo ét langt kompromis, og det er jo også det særlige ved demokratiet, at alle har en stemme, og så må man finde en løsning, som flest mulige kan gå med til. Det er mit klare indtryk, at det er den indstilling, som alle vores fire partier går til den her opgave med.

Dine konstitueringspartnere er nogle erfarne, drevne kommunalpolitikere, der kender kommunen og arbejdet i kommunalbestyrelsen ret indgående. Har du tænkt på risikoen for at blive en slags marionet eller gallionsfigur?

– Ja.

Hvad har du tænkt om det?

– Jeg har tænkt, at jeg selvfølgelig skal bruge det første år på at lære folk at kende. Jeg skal lære organisationen at kende, og jeg skal lære Bornholm at kende. Og i kraft af mit arbejde synes jeg selv, at jeg er god til at gennemskue, hvis nogen har en skjult dagsorden. Men helt grundlæggende har jeg tillid til de mennesker, som jeg arbejder sammen med.

– Det er det vigtigste fundament i det her: Det er, at jeg har tillid til, at det her vil vi alle sammen gerne have til at lykkes. Og mine samarbejdspartnere ved jo også godt, at hvis jeg tager dem i at rende om hjørner med mig, så vil noget af den tillid jo forsvinde. Så jeg tror, at vi godt kan bevare den tillid

Har du nogensinde oplevet, at den tillid bliver misbrugt? Det her er endda politik, der kan være et råt game?

– Ja, men ikke i stor skala. Flere gange i mit arbejde har jeg oplevet at vise nogen en tillid, som de har misbrugt, og så er jeg blevet lidt gal. Men generelt er min oplevelse, at når man viser folk tillid, så lever folk op til den.

Hvor stor er risikoen for, at de andre partier alligevel vil begynde at løbe om hjørner med dig?

– Jeg vil sige, at den er lav. Det kan godt være, at jeg er grøn og naiv, men lad mig blive i troen.