Tre ansatte har corona

Tre ansatte har corona
Direktør John Holm fra PL Beton: Kun vigtige møder bliver afholdt. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 16. NOV 2020 • 13:04
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
16. NOV 2020 • 13:04
CORONA

I lørdags fik PL Beton i Muleby besked om, at to medarbejdere havde testet positive for covid-19. Siden blev de øvrige medarbejdere, som de to havde arbejdet tæt sammen med, testet, og her blev yderligere en medarbejder testet positiv.

Det oplyser direktør John Holm.

– Så vi har altså nu tre coronaramte medarbejdere, siger han.

Samlet set har PL Beton, som især leverer elementer til byggerier i det øvrige Danmark, men også til større byggerier på Bornholm, cirka 120 medarbejdere.

Betyder det noget i forhold til at fortsætte jeres produktion?

– Vi har nogle generelle retningslinjer, som vi overholder, med afspritning og så videre, ligesom man har i resten af samfundet, siger direktøren.

– Men derudover har vi indskærpet, at vores medarbejdere så vidt muligt skal minimere besøg afdelingerne imellem. Kun vigtige møder bliver afholdt.

Virksomheden består af to hovedhaller, som er delt op i mindre produktionsområder, og det er mellem de forskellige afdelinger, kontakten holdes på et minimum.

I har ikke hjemsendt folk ud over de tre ramte?

– Nej, vi fortsætter produktionen, men fik altså testet dem, vi vurderede havde været tæt på de to først ramte, og fandt en mere, men nu gør vi, hvad vi kan, for at reducere risikoen for, at der kommer yderligere tilfælde blandt de tilbageblevne medarbejdere, siger John Holm.