To bornholmske ansøgere har tilmeldt sig Realdania-initiativet Underværker i håb om at få økonomisk støtte til deres projekter.
Foreningen Klangfest i Østerlars har søgt om tilskud til projektet "Den åbnende musikvogn" – en mobil scene- og fællesskabsvogn, bygget af professionelle og frivillige, som kan åbnes fysisk mod omgivelserne. Når en side foldes ned, opstår et midlertidigt kulturhus med scene, workshops og samvær. Vognen kan rykke ud til pladser, skoler og lokalsamfund og skabe musik, møder og fællesskab dér, hvor der normalt ikke sker noget.
Den anden ansøgning er fra nabosognet Østermarie, hvor organisationen Østersø Sonics på Kjøllergård søger om tilskud til at omdanne to gylletanke. Den ene skal forvandles til en naturpool – et biologisk renset badested med klippevægge, udspringssten, vandfald, træterrasser, sauna og omklædning. Den anden tank bliver en terapihave med stier, skovhave-beplantning, opholdsrum og træer – og i midten opføres en cirkulær, hævet glasbygning, der fungerer som kultur- og terapirum til musik, fællesspisning, samtalesaloner, yoga, stilhedsoplevelser og sociale forløb for unge og voksne.
Projekterne kan ses på Underværkers hjemmeside, hvor de skal opnå mindst 500 stemmer for at blive vurderet af en jury.
Flere kan komme til, idet ildsjæle og foreninger frem til 24. februar kan søge støtte til frivillige projekter, der skaber nye rammer for fællesskaber.