Tidligere minkavler raser: 'Jeg skammer mig'

Tidligere minkavler raser: 'Jeg skammer mig'
Foto: Berit Hvassum
| 26. JAN 2021 • 14:44
Af:
Aleksander Klug

26. JAN 2021 • 14:44

LANDBRUG

– Jeg skammer mig.

Palle Dahlgaard Nielsen er forarget. Han er tidligere minkavler af tredje generation. Og så mener han, de 18,8 milliarder kroner, som danske minkavlere kan ende med at få, er alt for meget.

– Jeg synes, det er en svinet måde at behandle den danske befolkning på, siger han om den aftale, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog mandag aften.

– At stille et krav op om, at de skal have kompensation for hele deres produktionsanlæg og deres tab fremadrettet, det er jo helt vanvittigt.

– Nu har pelsdyravlerne inversteret i alt muligt gejl og ny teknologi. Med den her aftale får de jo reddet deres røv. Men hvad med alle de andre virksomheder, der har bukket under på grund af restriktionerne? Der er jo massører, frisører og tattovører og alle mulige andre små virksomheder, som ikke har råd til at køre videre.

Palle Dahlgaard Nielsen mener, at det er hyklerisk, at for eksempel frisører ikke kan kræve erstatning for manglende indtjening fremadrettet.

–Ja, sgu da. Det er alle virksomheder, der lider et tab i den her coronakrise. De skal allesammen have hjælp på en eller anden måde.

Også blandt Folketingets partier er der kritiske røster, blandt andet Enhedslisten og Alternativet. De mener, kompensationen er blevet alt, alt for høj. Beløbet vil nemlig give nogle avlere mulighed for at gå det kommende år i møde med en gevinst. Andre vil dog stå tilbage med gæld. Erstatningen for den gennemsnitlige minkavler kan ende på mellem 11,6 og 13 millioner kroner, mens samme gennemsnitlige minkavler har en gæld på 8,7 millioner kroner.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) mener ifølge TV2 ikke, der er brugt en krone for meget på aftalen.

– Vi har vendt hver en sten i forhold til, hvad der er rimeligt, siger han til mediet.

Blev selv smittet af mink

Beslutning om at aflive mink i hele landet var korrekt, mener Palle Dahlgaard Nielsen. De skulle bare væk, siger han. Også de raske mink. "Hvornår ville de så blive syge", spørger han. En stor del af minkbranchen er forbundet med transport af dyr, forklarer han, og det ville bare være et spørgsmål om tid, før raske besætninger også ville opleve smitteudbrud.

– Ja, Mette Frederiksen gik ind og sagde, at alle mink skal aflives. Men det var jo påvist, at mink smittede med coronavirus, og det er jo ikke første gang, at mink smitter. Jeg er da personligt blevet smittet med lungebetændelse af mine mink.

I 2013 overtog Palle Dahlgaard Nielsen familiefarmen. Den blev grundlagt af hans farfar i 1959 og var en af de første minkfarme på Bornholm. Som årene gik, gik ejerskabet af fra far til søn. Men kort tid efter, at Palle Dahlgaard Nielsen overtog farmen, begyndte priserne at styrtdykke, fortæller han. I 2012 var snitprisen 1.051 kroner. I 2017 var den faldet til 121 kroner.

– Det var da vemodigt at give afkald på farmen. Det var jo et familieeje, der blev startet op på ingenting, som vi blev nødt til at sige farvel til. Det var rent og skært på grund af de ændrede priser.

– Kopenhagen Fur valgte jo simpelthen at sætte en pris. Så fandt de ud af, at det var noget, opkøberne ikke var villige til at gå med på. Der gik 10 sekunder, og så havde de sat prisen 10 kroner ned. Så faldt prisen med 10 kroner mere, og sådan fortsatte det. På det tidspunkt have opkøberne jo fundet ud af, at de bare skulle sidde og se mundlamme ud, indtil de fik den pris, de ville have.

Nu får de reddet deres røv

Ulovlig ordre eller ej, så mener Palle Dahlgaard Nielsen, at branchen ville være gået nedenom og hjem. Spørgsmålet var bare hvornår.

– Der ville være gået to-tre år, så ville det være færdigt. Der var rigtig mange minkavlere, særligt de ældre generationer, der var på vej til banken for at lukke. For at vende deres underskud til et overskud, ville de være nødt til at investere i en masse nyt grej, og det gad bankerne ikke være med til.

Palle Dahlgaard Nielsen mener, at regeringens ulovlige ordre faktisk var det bedste, der kunne være sket for landets minkavlere.

– Nu får de reddet deres røv og får deres gamle produktionsapparater erstattet.

Nå, er det så skatteyderne, der skal betale for det nye grej...?

– Ja tak, det bliver dyrt.

– Jeg har skrevet til Mette Frederiksen, at jeg skammer mig som forhenværende pelsdyravler. Jeg ved ikke, om hun læser det, men jeg har i hvert fald fået luftet mine frustrationer.