Sundhedsministeren vil ikke love mere lokal genåbning

Sundhedsministeren vil ikke love mere lokal genåbning
Det virker ulogisk, at man kan købe en æggemad og en cola ombord på færgen, men ikke på en café i Rønne, mener folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V). Sundhedsminister Magnus Heunicke lægger vægt på, at der i den nationale plan for genåbning er aftalt, hvordan og hvordan spisesteder kan åbne. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 15. APR 2021 • 11:25
Henrik Nielsen
Journalist

15. APR 2021 • 11:25

CORONA

Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) fik ingen garantier fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), da de onsdag mødtes i folketingssalen for at diskutere, hvilke regler det lokale kulturliv, foreningsliv og restaurationsbranchen skal leve op til for at få lov til at åbne og dermed agere test-ø forud for en større, national genåbning.

– Hvis man ser på den rammeaftale, der er lavet for de yderligere skridt med genåbning, og det er dén, spørgeren hentyder til her, så ligger der i den, at det som udgangspunkt er landsdækkende genåbninger, svarede Magnus Heunicke efter først at have takket alle på Bornholm for den måde, den regionale genåbning var foregået på i begyndelsen af marts.

Det nærmeste han kom på lydhørhed over for en yderligere regional genåbning her på øen, var, at han ikke ville afvise, at de politiske partier på baggrund af myndighedernes indstillinger kan åbne for større fleksibilitet, end der er i den gældende rammeaftale om plan for genåbning af Danmark.

– Jeg vil ikke stå her og afvise, at det ender med, at man kan gøre noget mere fleksibelt. Hvis det bliver en løsning, vi har jo nogle lokale nedlukninger, og som udgangspunkt skal vi åbne nationalt, men hvis man kan lave noget fleksibelt, så er Bornholm selvfølgelig også oplagt at se på i den sammenhæng, lød det fra sundhedsministeren.


Peter Juel-Jensen (V) benyttede Folketingets spørgetid onsdag til at spørge sundhedsministeren til muligheden for en yderligere, regional genåbning på Bornholm. Det fik han ingen lovning på. Foto: Jens-Erik Larsen

Landsdækkende afstandskrav

I sin opfølgning bekræftede Peter Juel-Jensen, at han med sit spørgsmål prøvede at presse yderligere genåbning på Bornholm igennem, da der i en længere periode så at sige ikke har været nogen smittede. Derfor har han og andre på Bornholm lidt svært ved at forstå, hvorfor man ikke så småt begynder at åbne for kulturen og restaurationsbranchen på en god og ansvarlig måde her på øen, sagde han. For eksempel ved at lempe arealkravene.

– Hvad angår arealkrav i forhold til den planlagte nationale genåbning, der forestiller jeg mig, at det nok er klogt af os at tage sundhedsmyndighedernes anbefalinger og sige, at det er landsdækkende afstandskrav og arealkrav, svarede Magnus Heunicke og gentog, at han ikke vil afvise en mere fleksibel genåbning, hvis det viser sig, at en landsdækkende genåbning ikke kan lade sig gøre.

– Lad os se, hvad anbefalingerne er fra vores myndigheder, og hvad de forskellige partier melder ind, sagde han til Peter Juel-Jensen.


Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) roste Bornholm for håndteringen af den regionale genåbning i begyndelsen af marts, men han kunne ikke love, at der kommer yderligere regional genåbning i forhold til resten af landet. Pressefoto: Lars Bertelsen/Sundhedsministeriet

Udendørs servering

Heller ikke det svar tilfredsstillede det lokale folketingsmedlem, som antydede, at ministeren gemmer sig bag sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

– Man skal bare huske, at på øer er ting ikke lige så store, og når sundhedsmyndighederne kommer med anbefalinger, så er det selvfølgelig, når Tivoli skal åbne. Der er lidt forskel på Brændesgårdshaven på Bornholm og Tivoli. Der bliver man tvunget til at nedskalere det, så man også kan være med der, sagde Peter Juel-Jensen.

Han sluttede med at undre sig over, hvorfor han kan købe en æggemad og en cola, når han sejler med færgen, men ikke på en café på Store Torv i Rønne.

Magnus Heunicke svarede, at når det drejer sig om udendørs servering, så er det en del af den indgåede rammeaftale, ikke kun for Store Torv i Rønne, men også for andre torve i hele Danmark.

– Det ligger i den nationale plan, at udendørsservering er forudsat, at hvis smitten er i kontrol, og det er den, og at hvis vi har gode tal, og det har vi, så kan vi åbne for udendørs servering, som vi har aftalt, og det er så på nationalt niveau, medmindre man er i en kommune med særlig højt incidenstal, lød det fra Magnus Heunicke.