– Sindene er lidt i kog hos nogle af os i Helligpeder og Teglkås. Et af vejens fiskerhuse er købt af en englænder, der vil rive det gamle hus ned og bygge et nyt hus med zinktag og store vinduespartier i facade og gavle, siger Peter Flensborg fra Teglkås.
– Men her har vi en lokalplan fra 1995, fra Hasle Kommunes tid, der beskriver bevarelsen af det særlige fiskermiljø. Formålet er at bevare det kulturhistoriske og værdifulde miljø, omkring Teglkås og Helligpeder langs kyststrækningen, så tæt på det oprindelige som muligt, tilføjer Peter Flensborg.
Peter Flensborg nævner blandt andet, at det fremgår af lokalplanen, at husene skal have kitfalsede vinduer og røde tegltage.
Nedrivningstilladelse
Kommunen har allerede i 2015 givet tilladelse til nedrivning af det meget grønne hus mellem Teglkås og Helligpeder. Det var på betingelse af, at der indsendes et projekt for nybyggeri, som kan godkendes i forhold til den bevarende lokalplan.
Kommunen tilføjer i det orienteringsbrev, der er sendt ud til beboere på strækningen: ”Det vurderes, at det fremsendte projekt, som hermed sendes i naboorientering, kan godkendes i forhold til den bevarende lokalplan”.
Det har som Peter Flensborg nævner, bragt nogle af sindene på Teglkåsvej i kog:
– Jeg frygter, at det vil betyde, at tingene begynder at skride, så det kommer til at ligne Hellerup, og at vores miljø hernede forsvinder. Det er pengestærke folk udefra, der kommer og køber husene, der er dyre efter bornholmske forhold. Det er så ærgerligt, for det betyder, at når man kommer hjem om aftenen, er det mørkt i mange af husene, siger Peter Flensborg, der mener, at de bornholmske politikere var lidt for hurtige til at fjerne helårsboligpligten.
Flere fleksboliger
Peter Flensborg remser op, hvordan status er på Teglkåsvej, og antallet af huse, der nu bruges som fleksboliger/sommerhuse er øget i de senere år.
Peter Flensborg bakkes op af beboerne på en adresse på Teglkåsvej, der har indsendt høringssvar til kommunen:
”Vi finder, at det ansøgte på væsentlige områder som størrelse, materialevalg og arkitektonisk udformning afviger så meget fra lokalplanens bestemmelser, at det er betænkeligt, at kommunen i brev om naboorientering til områdets beboere angiver, at de ”finder det ansøgte i overensstemmelse med lokalplanen”.
I høringssvaret bebuder man at ville anke en eventuel dispensation til byggeriet til Planankenævnet.
Ikke alle er imod
Det er dog ikke alle på strækningen, der er imod projektet.
Bornholms Tidende har været i kontakt med beboere, der synes, at projektet er udmærket, og de siger, at selvfølgelig skal man bevare miljøet i området, men at man heller ikke kan blive ved med at bygge som for mange år siden.
Projektet er i naboorientering frem til den 9. august.