SF sætter fordelingen af læger på Bornholm til debat

SF sætter fordelingen af læger på Bornholm til debat
Arkivfoto
| ABONNENT | 19. APR 2021 • 20:35
Jakob Nørmark
Journalist
| ABONNENT
19. APR 2021 • 20:35

SUNDHED

I den kommende tid kan der blive rørt i gryden, hvad angår fordelingen af praktiserende læger på Bornholm. Fordi praksisklinikken på Bornholms Hospital lukker i maj 2022, skal Region Hovedstaden besætte to kapaciteter, som en lægestilling kaldes fra administrativ side. Indtil videre har et flertal i regionens politiske udvalg lagt op til at vælge en model, hvor ansøgerne gives så fleksible vilkår som muligt, og lægerne selv kan vælge, hvor på Bornholm de vil etablere sig.

SF mener imidlertid, at Region Hovedstaden skal gøre et forsøg på at få ét lægehus tilbage til Nordøstbornholm. Det kan ske ved at lade det primære udvælgelseskriterium være en geografisk binding til Gudhjem, Østermarie eller Østerlars for den ene af de to kapaciteter, foreslår SF.

– Hvis nogen vil søge på Østbornholm, synes vi, at det skal prioriteres. Det skal komme en ansøger til gavn, hvis man vil slå sig ned på det østlige Bornholm, siger Peter Westermann, SF's politiske leder i Region Hovedstaden.

– Det er ikke nok at sige, at der er fri placering inden for kommunen, da det ofte vil betyde, at man vælger at etablere sig i hovedbyen, pointerer han.

Hvide pletter

Siden 2014 har der ikke været praktiserende læger i Østermarie. Regionens analyse af lægedækningen viser, at Østermarie og Gudhjem de eneste postnumre uden lægedækning.

Da et ellers enigt forretningsudvalg godkendte en model, hvor der ikke stilles nogen geografiske krav til ansøgerne, undlod SF at stemme. Tirsdag aften vil partiet fremsætte et ændringsforslag i regionsrådet. Forslaget har taget form, efter at den lokale partiforening har været taget med på råd.

– Peter kiggede på et kort, og så er det ikke vanskeligt at se, at Østermarie og Gudhjem er hvide pletter, fortæller SF's lokalformand på Bornholm, Lars Jørgensen.

Han fremhæver, at SF's forslag blandt andet handler om at tage hensyn til personer, der er afhængig af kollektiv transport for at komme til og fra læge.

– Da lægehuset i Østermarie i lukkede, blev folk fordelt rundt på øen. Nogle kom til Svaneke, men der er også nogle, der er sendt til Allinge. Og det er en lang tur, hvis man ikke har bil, siger Lars Jørgensen.

– Vi er jo ikke ukendt med, at man i Hillerød ikke kender så forfærdelig meget til bornholmsk geografi, så vi hjælper dem lidt på vej, tilføjer han.

Ligelig fordeling

Region Hovedstadens embedsværk i Hillerød har dog overvejet muligheden for at opslå kapaciteterne med geografisk binding og vejet fordele op mod ulemper.

At flytte den ene af praksisklinikkens kapaciteter til det østlige Bornholm, vil "medvirke til en mere ligelig fordeling af de almen praktiserende læger på øen," vurderer regionen. Den primære ulempe ved at fastlåse kapaciteter til et bestemt område er omvendt, at det kan blive "vanskeligere at rekruttere læger til Bornholm, når lægerne ikke kan være medbestemmende i forhold til praksis' beliggenhed".

Regionen anfører desuden, at nogle læger foretrækker at gå sammen i et fællesskab, hvorfor det kan være en fordel, at man råder over to kapaciteter.

Skulle begge kapaciteter ende på det nordlige eller østlige Bornholm, "vil Rønne blive det område på Bornholm, som får den dårligste dækning", påpeger regionen. Hvis begge kapaciteter forsvinder fra Rønne, vil antallet af borgere per læge i Rønne stige fra 1.446 i dag til 1.735. I det lys kunne man argumentere for, at en geografisk binding til Rønne for den ene af kapaciteterne ville skabe den optimale fordeling. Det indgår dog ikke i SF's forslag.

– Skal vi være realistiske, så skal vi være rigtig glade, hvis der overhovedet kommer én ansøger til det østlige Bornholm. Jeg ikke være forfærdet over, hvis der kommer to. Jeg tror, at øen kan bruge op til to læger på det østlige Bornholm, siger Peter Westermann.

– Men det er klart, at hvis alle patienterne hos praksisklinikken bor i Rønne eller nærmeste omegn, og de ikke kan optages af andre læger, så har vi en anden situation.

Alternativ på licens

Hvis flertallet i regionsrådet holder fast i modellen uden geografiske krav, er der lagt op til, at ansøgerne kan søge kapaciterne på to måder; under den traditionelle ejerskabsform eller som licensklinik.

At drive en klinik på licens indebærer, at regionen stiller en lægeklinik til rådighed for den praktiserende læge, som skal betale et månedligt omkostnings- og administrationsbidrag til at dække regionens driftsudgifter, men ellers driver klinikken som andre praktiserende læger. Modtager regionen flere end to ansøgninger, vil man foretrække læger, der søger om at få en af kapaciteterne "på almindelige, overenskomstmæssige vilkår", altså som ejere af klinikken.

Efter planen skal de to ledige kapaciteter være fordelt 1. august 2021, da Region Hovedstaden har indgået en aftale med de praktiserende lægers organisation, PLO, om, at nye læger skal gives ni måneder til at etablere sig.

 


Geografisk binding af læger eller ej?

Fordele:

• Binding af kapaciteterne til to forskellige områder, gør det muligt at sikre lægedækning i f. eks. Gudhjem og Østermarie.

• Binding af to kapaciteter til samme område har ved tidligere erfaringer vist sig at være lettere at rekruttere læger til fremfor, at kun én kapacitet slås op med geografisk binding. Dette kan skyldes, at lægerne kan se flere muligheder for at etablere kompagniskabs- eller samarbejdspraksis, når de kan erhverve to kapaciteter.

• Hvis to kapaciteter bindes til den nordlige eller østlige del af Bornholm, vil Rønne blive det område på Bornholm, som får den dårligste dækning, hvis der ses bort fra de to områder uden kapacitet (Gudhjem og Østermarie, opgjort på basis af postnumre, red.). Det gennemsnitlige antal borgere per kapacitet i Rønne vil hermed stige til 1.735.

• Hvis kun én kapacitet bindes til f. eks. den østlige del, kan der sikres lægedækning i området og hermed etablering af basis for senere praksisudvidelse.

• Ved geografisk binding af en kapacitet til en anden del af Bornholm, vil det gennemsnitlige antal borgere per kapacitet stige til 1.577 i Rønne.

 

Ulemper

• Fastlåsningen af kapaciteter til et bestemt område kan gøre det vanskeligere at rekruttere

læger til Bornholm, når lægerne ikke kan være medbestemmende i forhold til praksis' beliggenhed.

• Der skal måske anvendes attraktive tilbud som f. eks. licensklinik, der stilles til rådighed til at opveje den manglende mulighed for, at lægerne frit kan vælge, hvor de vil nedsætte sig.

Kilde: Region Hovedstaden