S og V kører folkeafstemning om elbiler i garagen

S og V kører folkeafstemning om elbiler i garagen
Flere og flere offentlige myndigheder investerer i elbiler – her ses Region Hovedstadens ladestandere ved Bornholms Hospital. Tidligere på året besluttede kommunalbestyrelsen at standse et udbud, da der opstod kritik af, at kommunen ikke havde valgt at indkøbe elbiler. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 29. APR 2021 • 07:46
Jakob Nørmark
Journalist
| ABONNENT
29. APR 2021 • 07:46

TRANSPORTPOLITIK

Dansk Folkeparti skal på kommunalbestyrelsesmødet i aften ikke forvente at få opbakning til en folkeafstemning om kommunens investeringer i elektriske køretøjer, sådan som partiet har foreslået.

Både Venstre og Socialdemokratiet, der til sammen råder over et mandatflertal i kommunalbestyrelsen, afviser idéen. Dansk Folkeparti, der i øvrigt mener, at kommunens penge er bedre brugt på andre formål, foreslår, at de bornholmske vælgere skal stemme om, hvorvidt kommunen skal udskifte alle kommunens biler og busser (hos BAT) til elbiler og elbusser og investere i ladestandere i alle byer med mere end 450 indbyggere.

– Vi arbejder på alle fronter på at fremme bæredygtighed, og det her forslag vil jo gå ind og begrænse mulighederne for at reducere CO2-udslippene, ikke mindst i transportsektoren. Og begrænsninger ønsker vi ikke at blive pålagt, siger borgmester Thomas Thors.

Men det er jo kun under forudsætning af, at flertallet stemmer, som Dansk Folkeparti ønsker.

– Man skal jo ikke bede folk om at stemme om noget, som man ikke synes er rimeligt. Var der er et flertal i kommunalbestyrelsen for det, skulle det selvfølgelig gennemføres, men det er der ikke efter min bedste overbevisning, siger Thomas Thors om DF-ønsket om at sætte den grønne omstilling af biler og busser på pause og vente på fremtidige brændstofteknologier.

Ud af den blå luft

Venstres gruppeformand, Søren Schow, er medlem af kommunens særlige udvalg for klima og bæredygtighed, hvor han sammen med repræsentanter udpeget af erhvervslivet og borgerrepræsentanter har hovedansvaret for i 2021 at udarbejde en strategi for grøn mobilitet.

– Det virker grebet ud af den blå luft. Hvorfor har man for eksempel valgt 2025 som skæringspunkt – og ikke 2028 eller 2030, siger Søren Schow om en folkeafstemning.

– Vi har et særligt klima- og bæredygtighedsudvalg, der netop bruger borgerinddragelse og har borgerrepæsentanter i udvalget, så der ligger det ganske udmærket. Hvis man ændrer på hele det setup, kortslutter man det arbejde, siger Søren Schow, der selv er med i udvalget som politisk repræsentant.

Han mener, at det er mest fornuftigt, at kommunalbestyrelsen på baggrund af de data, analyser og anbefalinger, som udvalget fremlægger, træffer en beslutning.

– Det mener vi, er den bedste måde at gribe det an. Vi har faktisk bestilt en analyse af, hvordan vi skal lave ladestrukturen på Bornholm. Vi er ved at undersøge, hvilke busser der kan køre på Bornholm, og er det fornuftigt at overgå til fuld elektricitet på busområdet, fortæller Søren Schow.

Folkeafstemningen, foreslår Dansk Folkeparti, ville skulle finde sted samme dag som kommunalvalget i november. For at ruste bornholmerne til at tage kvalificeret stilling til sagen skulle der på forhånd der gennemføres debatter og en oplysningskampagne samt en grundig analyse af, hvad omstillingen af kommunens bilpark og BAT's busser indebærer økonomisk, lød forslaget.