Ramt af isskader som aldrig før: Det bliver værre

Ramt af isskader som aldrig før: Det bliver værre
– Vi har haft atypisk mange anmeldelser, siger Thomas Jørgensen fra Bornholms Brandforsikring. Arkivfoto: Berit Hvassum
TOPNYHED | 19. FEB • 05:30
TOPNYHED | 19. FEB • 05:30

Starten af året har budt på usædvanligt mange dage med frostvejr. Frostgraderne har fået rigtig mange vandrør til at sprænge, så anmeldelserne er strømmet ind hos Bornholms Brandforsikring. Underdirektør har et tip til boligejere.

Frosten har ikke kun lagt sig på veje og fortove her på Bornholm. Den har også sneget sig helt ind i mange huse - bag vægge og under gulvbrædder. I ugevis har kulden haft mulighed for at arbejde sig ind i rør og installationer. Det har betydet, at mange rør allerede er sprunget, og det har man kunnet mærke hos forsikringsselskabet Bornholms Brandforsikring.

– Antallet af anmeldelser på hus- og bygningssiden er usædvanligt højt, siger Thomas Jørgensen, underdirektør i Bornholms Brandforsikring.

Faktisk er der tale om en firedobling i antallet af skader sammenlignet med tidligere vintre. Ifølge underdirektøren er det dog efterhånden svært at sige, hvad der er normalt, når det kommer til vintre her i landet.

– De sidste to eller tre vintre har vi været forskånet for hårdt vintervejr. Hvis vi går længere tilbage, kan vi tale om normale vintre med frostgrader, og dét sammenligner vi med, siger Thomas Jørgensen.

Årsagen til den vilde udvikling er relativt simpel ifølge underdirektøren.

– Det er de kolde temperaturer og den meget kraftige vind. Vi har oplevet en ret ekstrem chillfaktor, der helt klart også har spillet ind, siger han.

Hos forsikringsselskabet Tryg har man også oplevet en stigning i antallet af anmeldte husskader. På landsplan har selskabet modtaget 305 anmeldelser om skader på huse og bygning. Særligt vandskader forårsaget af indtrængende vand fra smeltet sne fylder i bunken af skadesanmeldelser hos forsikringsselskabet.

'Nej, desværre'

Når skaden er sket og rørene er gået i stykker, er første skridt ifølge underdirektøren i Bornholms Brandforsikring, at lukke for vandet. Derefter tilkalder de fleste en vvs'er.

Netop det har rigtig mange allerede gjort. Hos virksomheden El og VVS Center har efterspørgelsen været så stor, at man har været nødt til at sige nej til flere kunder.

– Vi har desværre været nødt til at afvise flere henvendelser. Det handler om tid, for vi har ikke kunnet nå at hjælpe folk hurtigt nok. Det har været en rigtig kedelig situation at stå i for at sige det lige ud, siger Benjamin Lund, der er ejer af vvs-virksomheden fra Nexø.

Ejeren kender ikke det præcise antal henvendelser, men fortæller, at de i virksomheden har haft svært ved at følge med.

– Lad mig sige det på den her måde. Jeg har været i firmaet i 10 år og har aldrig oplevet noget lignende. Det er første gang, vi har stået i den her situation. Vi er blevet væltet fuldstændig bagover af henvendelser, siger Benjamin Lund.

Han fortæller, at det både er private og virksomheder, der er i røret på daglig basis i øjeblikket.

– Indtil videre har vi været forskånet for henvendelser i weekenderne. Det har primært været i hverdagene, hvor telefonen har ringet meget. Det skyldes nok, at folk er ekstra opmærksomme i øjeblikket, siger han.

Ifølge Benjamin Lund skyldes de mange rørproblemer den vedvarende frost, som kan være svær at komme til livs.

– Det er jo egentlig ikke, fordi vi har oplevet en særlig hård frost. Før i tiden har temperaturen været meget længere nede. I den her vinter er det den vedvarende frost, der skaber problemerne. Vi har jo haft tre uger med frost dag og nat. De andre år har vi haft sol om dagen, der har fået temperaturen op i løbet af dagstimerne. Det er bare ikke sket her, siger han.

Tøvejr i sigte

De flestes forårsfornemmelser er formodentlig lige så dybfrosne som jorden i øjeblikket. Det kan dog være, at de snart kan begynde at spire en lille smule.

Ifølge DMI vil vi i slutningen af ugen nemlig få varmere vejr med dagstemperaturer over frysepunktet. Selvom det for mange er en god nyhed at lune sig ved, giver det andre grund til bekymring.

Hos El og VVS Center forbereder man sig også på ekstra travlhed, når graderne går i plus.

– Mange mennesker har måske ikke opdaget, at der er problemer med rørene. Frosten har holdt vandet tilbage, men når først de tør op, vil vandet strømme ud. Først dér kan man se alle utætheder, og så er det lidt for sent, siger Benjamin Lund.

Inden tøvejret for alvor tager over, er de i de kommende dage små ting man som husejer kan gøre for at mindske omfanget af potentielle skader.

– Som husejer kan man gå en runde og tjekke alle de synlige rør. Samtidigt kan man sikre sig, at der er varme i hele huset. Hvis der ikke er det, kan der allerede være noget halt, som man skal være ekstra opmærksom på. Hvis man er sommerhusejer kan man med fordel trække på noget godt naboskab i forhold til at tjekke rør. Simpelthen for at tjekke huset og tage det lidt i opløbet, før huset flyder rundt, siger Thomas Jørgensen fra Bornholms Brandforsikring.


Gode råd fra Bornholms Brandforsikring

• Gå en runde i huset og tjekke synlige rør og installationer.

• Sikre, at der er varme i hele huset – også i rum med vandinstallationer.

• Reagere hurtigt ved tegn på fugt, misfarvninger eller dryppende vand.

• Holde øje med rum, der normalt er kolde eller uden dagligt tilsyn.

• Tjekke vandmåleren.

• Være særlig opmærksomme på annekser/udbygninger.

• Åbne langsomt for hovedhanen igen, hvis den har været lukket, så eventuelle utætheder opdages i tide. 



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT