Politiet om Folkemødet: 'Opgaven er den samme, men i nedskaleret version'

Politiet om Folkemødet: 'Opgaven er den samme, men i nedskaleret version'
Politiets indsats for dette års Folkemødet er i år ledet af Købehavns Politi, og den vil ligne de andre år - omend en noget mindre udgave, fortæller ledende politiinspektør Peter Dahl. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. MAJ 2021 • 18:49
Af:
Marie Hofman
| ABONNENT
29. MAJ 2021 • 18:49

FOLKEMØDET

Planlægningen i at skabe sikkerhed ved dette års Folkemødet er i år den samme, selvom størrelsen på indsatsen i år vil matche den coronatilpassede udgave af demokratifestivalen. Sådan lyder det fra ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi, der i år står i spidsen for koordineringen af indsatsen i samarbejde med Bornholms Politi.

– Vores opgaver er ikke anderledes end de andre år. Det bliver at sikre nogle festlige og trygge rammer for dem, der deltager, og så har vi den traditionelle sikkerhedsopgave i at sikre de prominente politikere og andre, der normalt deltager i folkemødet, siger politiinspektøren.

Koordinering af politiets indsats ved Folkemødet er traditionelt set en opgave, der tilfalder Bornholms Politi. Den blev dog sidste år udlagt til Københavns Politi, da Københavns værtsskab for EM-kamp den 13. juni trak på ressourcer fra flere af landets politikredse. Rigspolitiet bad derfor Københavns Politi stå for koordineringen af sidste års Folkemødet, der ligesom EM-kampen sidste år blev udskudt på grund af corona. I starten af maj kunne Folkemødet så melde ud, at årets begivenhed igen er en realitet, men kun i et indhegnet område omkring Danchells Anlæg og Cirkuspladsen.

Og det betyder dermed også, at man fra politiets side kigger ind i indsats i en noget mindre skala end de andre år.

– Opgaven er den samme, men i nedskaleret version, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør ved Københavns Politi.

Ikke mange udenomsopgaver

Kan du komme med konkrete eksempler på, hvad der anderledes ved indsatsen i år?

– Der er nogle udenomsting, der er skåret væk. Der er hverken en ungdomscamp eller campingpladser tilknyttet i år. Vi har også et natteliv, der ser ud til efter de gældende retninglinjer at lukke klokken 23, så den fest, vi normalt ser til ud på natten, den kommer jo hverken til at foregå på restauranter eller på campingpladser i år. På den måde tror vi på, at der falder hurtigere ro på. Generelt er der også meget færre mennesker som kan deltage, derfor tror vi også, at den generelle interesse er aftagende i år, siger Peter Dahl.

Er der nogle ændringer i trusselbilledet i år?

– Nej, de anbefalinger, vi har, og arbejder efter, er de samme som andre år. Men de deltagende personer, som har vores særlige fokus, er jo selvfølgelig til Folkemødet af kortere varighed, fordi tidsrammen i år er begrænset og alt det, der plejer at foregå udenom folkemødet i år er væk, så vi vil ikke se samme socialisering blandt deltagerne ud på eftermiddagen og om aftenen.

Reduceret mandskab

Hvordan er arbejdsopgaverne fordelt mellem Københavns Politi og Bornholms Politi?

– Københanvs Politi har jo fået opgaven at arrangere indsatsen ved dette års folkemøde, og ved at det i år er indhegnet, så gør det jo vores opgave sådan meget afgrænset, hvor Bornholms Politi vil stå for opgaver uden for Folkemødets areal og i resten af Allinge By. men begge politikredse er jo i tæt samarbejde, så det vil ikke være mere rigidt end, at vi assisterer hinanden, hvis der skulle være udfordringer i Allinge by eller omvendt i det indhegnede folkemødeareal, siger Peter Dahl.

Hvad vil de primære arbejdsopgaver for jer i de indhegnede områder være?

– Jamen, det vil være at gå rundt med den hvide kasket på, at smile til folk og bidrage til den gode stemning. Det er vores primære opgave at være synlige, tryghedsskabende samt rådende og vejledende i forhold til deltagerne i år.

Hvor meget mandskab kommer I med fra Københavns Politi?

– Vi plejer ikke at udtale os om, hvor mange politifolk, vi bruger til operationer. Jeg kan bare sige, at vi kommer i en meget reduceret udgave.

Meget færre trafikale afspærringer

Hvis man tager de lokale briller på for lokale Allinge-boer, som ikke selv deltager i Folkemødet, kommer der så til at være gener for dem i år?

– Der kommer stadig en mange mennesker, så det kan jo give nogle gener for de lokale. Men det bliver anderledes i år i forhold til, hvad vi afspærrer af områder og veje, fordi selve folkemødeområdet slet ikke er så stort. Det kan vi ikke sige noget konkret endnu, jeg kan bare sige, at der bliver betydeligt færre trafikale restriktioner i år.

Hvor mange mennesker planlægger I ud fra vil være i Allinge i folkemødedagene?

– Ud fra Folkemødets program, så planlægger vi jo fra de tre programblokke pr. dag, der kan holde i alt 2.000 mennesker ad gangen. Så vi forventer, at der vil være mange mennesker i Allinge by, men det er der jo også generelt om sommeren, og da der ikke er nogle ekstra faciliteter for overnatning ved dette års folkemøde, så regner vi ikke med flere mennesker, end hvad man normalt ser i en normal sommerperiode på Bornholm, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør ved Københavns Politi.