Onsdagens leder: Bornholms stemme – sådan skal Danmark åbnes

Onsdagens leder: Bornholms stemme – sådan skal Danmark åbnes
Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Folketinget
| ABONNENT | 15. APR 2020 • 22:01
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
15. APR 2020 • 22:01
Det var på mange måder et meget besynderligt pressemøde statsminister Mette Frederiksen (S) havde indkaldt til tirsdag klokken 16.00.

Hidtil har der været klare og konkrete nye budskaber, men på dette det 10. pressemøde var der langt mellem snapsene. Og selvfølgelig er formålet med et pressemøde ikke, at befolkningen skal underholdes – selv om vi godt kunne trænge til det – men omvendt må der jo være et sagligt formål med at bænke befolkningen foran skærmene.

Så hvad var budskabet?

Vi fik først og fremmest det at vide, vi allerede godt ved: Tallene for spredning af coronavirus viser, at det går den rigtige vej. Antallet af indlæggelser er faldet, også på de intensive afdelinger.

Vi hørte sågar en kæk sundhedsminister, Magnus Heunicke, udtale, at ”vi har epidemien under kontrol!”. Vi må håbe, at en genopblussen af smittespredningen ikke kommer til at udstille naiviteten i den udtalelse.

Men bortset fra det var pressemødet mest arrangeret for at fortælle, at regeringen skal holde møder med Folketingets øvrige partier om næste skridt i åbningen af Danmark. Et møde der blev holdt mellem klokken 18.00 og 20.00 i går aftes, om som vi stadigvæk venter på konkrete politiske resultater fra.

Så mens vi venter på, at Mette Frederiksen får givet de øvrige partier medansvar for den udvidede åbning her i den såkaldte fase 1, så lad os lytte til folkets stemme.

Vi har jo lært under denne krise, at befolkningen navigerer og opfører sig yderst fornuftigt – mon ikke vi har nogle gode bud på, hvad politikerne burde gøre?

Lyt for eksempel til Peter Høst, Svaneke, der i gårsdagens avis sagde:

”Jeg kunne godt tænke mig at kunne komme på restaurant og café igen. Og så til frisøren.”

Næsten samstemmende lød det fra Gitte Hansen, Østermarie, og Anne Sofie Hansen, Østerbro:

”Vi ville ønske, at frisører og små private firmaer og butikker kunne åbne snart, så vi kan få fat i det danske erhvervsliv.”

Og Mette og Kjartan Butzbach, Rønne, istemte:

”Vi skal have åbnet de små virksomheder. De kan ikke overleve, hvis der ikke snart sker noget. Restauranter, frisører og den slags. Alle de virksomheder, der er ved at knække halsen, skal i gang.”

Det er fornuftige ord. Vi har for længst vist hinanden og statsministeren, at vi har styr på det med den personlige hygiejne og afstanden. Vi trænger til at få vist den tillid, at vi godt kan mødes forsigtigt i en sammenhæng, der sikrer både små handlende en omsætning og den ”mentale” hygiejne hos os alle sammen.

For ligesom det ikke er sundt at få corona, er det heller ikke sundt at leve isoleret og uden omgang med andre. Ud over den økonomiske pris for samfundet og de handlende, kan der komme en høj psykologisk pris for os alle sammen, hvis vi ikke snart får lov at bevæge os mere ud i samfundet.

Det kan godt være, at statsministeren har brug for at høre, hvad de andre partier mener. Men sagen ligger lige for. Lyt til Bornholms stemme!