Mandag er det slut med vatpinde langt op i næsen

Mandag er det slut med vatpinde langt op i næsen
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 3. MAR 2021 • 18:23
Mads Westermann
Journalist

3. MAR 2021 • 18:23

TEST

Mandag morgen begynder Copenhagen Medical A/S, som driver kviktest-centre i en række kommuner i Region Hovedstaden, at anvende en kortere podepind, som kun skal 2-4 centimeter op i næseboret.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Testen afløser den hidtidige kviktest, der skulle dobbelt så langt ind i næsen, og som mange har fundet ubehagelig.

– Vi ved, at kvik-testen i næsesvælget har afholdt en del mennesker fra at lade sig kvikteste. Den forhindring forsvinder forhåbentlig nu med den nye test, der kun skal to-fire centimeter ind i begge næsebor, fortæller direktør Jeppe Handwerk fra Copenhagen Medical A/S.

Copenhagen Medical A/S har modtaget i titusindvis af de nye tests fra sin sydkoreanske leverandør og er i fuld gang med at teste den og uddanne deres personale til at bruge den.

Fra mandag morgen bliver den nye test så rullet ud hos alle Copenhagen Medical's A/S kviktest-centre i Region Hovedstaden og selvfølgelig Bornholm, således at den fra den dato bliver tilbudt alle steder.

– I takt med at samfundet åbner mere og mere op, har myndighederne lagt en strategi for øget testning. Med den nye test ser vi frem til at flere danskere vil lade sig teste og på den måde være med til at bryde smittekæder, siger Jeppe Handwerk.