Leder: 2021 bliver fantastisk – hvis …

Leder: 2021 bliver fantastisk – hvis …
Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 2. JAN 2021 • 13:36
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
2. JAN 2021 • 13:36
LEDER

Nytåret er tiden, hvor vi ser optimistisk frem. Hvor vi opsummerer, hvad vi har lært af året, der gik og sætter og nye mål. Men noget af det, vi lærte i 2020, skal så at sige repeteres og sættes højt på pensum igen. Kampen er ikke slut.

2-0 er den farligste føring, lyder det med en frase fra fodboldens verden. Forstået på den måde, at når et hold har præsteret godt og lagt modstanderen bag sig, så slækker man på indsatsen. Og pludselig er der udlignet til 2-2. Eller man taber.

Det er det billede, der tegner sig omkring spredningen af smitte fra corona lige nu. For de skærpede restriktioner, der blev indført gennem december, kunne ikke kompensere for, at julen har betydet, at smittetallene er stukket helt af. Vi rykkede sammen. Vi sad tæt og længe. Måske slækkede vi på reglerne.

 
Måske viser det sig,
at Sveriges lukning af grænsen
til Danmark, bliver Bornholms
store fordel. For her tog mange
den beslutning, at i år holder vi
en lille jul og nytår.

 

Formand for regionsrådet i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) har i mellemjulen gjort os meget tydeligt – via Politiken – at der er grund til fortsat bekymring.

»Jeg er bange for, at vi midt i glæden over vaccinen kommer til at glemme, hvor alvorlig en sygdom covid-19 er for mange mennesker. Vi må simpelthen ikke slække på kravene om at ses med færre, holde en høj håndhygiejne og passe på hinanden«.

Det er ærgerligt, at vi skal gennem den lektie igen. Men det er nødvendigt.

Måske viser det sig, at Sveriges lukning af grænsen til Danmark, bliver Bornholms store fordel. For her tog mange den beslutning, at i år holder vi en lille jul og nytår. Nu orker vi ikke at drible rundt mellem flere restriktioner. Vi lukker ned og venter på, det går over. I så fald tak til svenskerne.

Måske slipper Bornholm billigt. Men i december kom der en voldsom stigning på landsplan, der reelt overgår den, vi så i foråret. De medarbejdere, der skulle varsles på arbejde med fire dages tilløb, blev kaldt ind med et døgns varsel. Det betyder, at de optimistiske konklusioner om, at kurven var knækket, ikke holder stik.

Den 14. januar forventer Region Hovedstaden, at alle beboere på plejehjem har fået første dosis af vaccinen. Anden dosis gives i tidsrummet mellem den 4. og 12. februar. Først derpå begynder øvrige udsatte grupper af borgere, at blive vaccineret.

Hvis Bornholm følger planen, har vi altså halvanden måned endnu, hvor de mest udsatte ikke er færdige i vaccinationsprogrammet. Og de er udsatte. To ud af tre, der dør med corona-virus, er beboere på plejehjem.

Nej, vi er ikke på vej tilbage til en hverdag, hvor vi ser flere mennesker. Nej, det er ikke sikkert, at hjemmearbejdspladsen er nedlagt. Nej, du rykker ikke tættere på i køen i supermarkedet.

Vi står midt i pandemiens epicenter. Vi er på vej ud af flammerne. Men vi er langt fra i sikkerhed.

Hold vejret. Husk alle forholdsregler. 2021 kan blive et glædens år i menneskets historie. Men det kræver stadigvæk en stor indsats.

Godt nytår!