21. JAN • 18:00
Kvickly måtte lukke kunder ude: Sådan gik det til
Kunderne måtte gå forgæves, hvis de ville handle onsdag over middag. Privatfoto
Da strømmen gik og supermarkedet blev mørkt, havde Kvickly-medarbejderne fuldkommen styr på, hvad der skulle gøres. Den effektive håndtering skyldes dog ikke særlig træning, fortæller butikkens souschef.
På glasdøren ind til Kvickly i Rønne havde medarbejderne sat et stort skilt op. Med røde bogstaver havde de skrevet ”Midlertidig lukket p.g.a. strømsvigt”.
Ligesom mange andre butikker på øen lukkede Kvickly i Rønne også i adskillige timer på grund af onsdagens store strømsvigt. Medarbejderne var dog fuldkommen klar over rækkefølgen af nedlukningen.
– Når alt bliver sort og lukker ned, har vi nogle gode procedurer for, hvad der skal ske. Så vi ved cirka godt, hvad der skal gøres. Én skulle stå ved døren, så der ikke kunne komme flere mennesker ind i butikken. Nogle medarbejdere skulle hjælpe kunderne ud af butikken på en god og ordentlig måde. Det hele gik egentlig nemt, siger Martin Tranberg, der er souschef i Kvickly i Rønne.
De seneste år har der været ekstra meget fokus på beredskab og håndtering af uforudsete situationer, som onsdagens strømsvigt ville falde ind under. Medarbejderne har ikke fået særlig træning i krisesituationer. Det er dog en ting, der jævnligt er på tale.
– Vi har i princippet ikke trænet særlige situationer, men vi har talt meget om det. De almindelige lukkevagter er vant til at lukke butikken rigtigt ned, så det var heldigt, at de var på arbejde. Så når chefen siger, "du gør det, og du gør det", så er der bare styr på tingene. Selvom vi ikke har trænet det, taler vi meget om det. Medarbejderne kan føle sig sikre, når tingene ikke er almindelige, siger han.
Et hyggeligt strømsvigt
Efter alle kunderne havde forladt butikken, og resten af det praktiske var ordnet, gik medarbejderne sammen til en ekstra lang pause i mørket.
– I princippet kunne vi ikke gøre mere, så vi valgte at gå til frokost sammen. Vi kunne tage det mad, som vi havde lyst til. Det kunne være smørrebrød eller alt muligt andet. Normalt kan vi jo ikke holde pause på samme tid, så det var faktisk rigtig hyggeligt. Vi fik snakket på kryds og tværs af afdelingerne, fortæller Martin Tranberg.
Da frokosten var spist, havde medarbejderne tid til at sætte varer på plads. Onsdag er nemlig fast leverencedag for tørvarer som mel og sukker. Varerne blev sat ved hoveddøren og i fællesskab fik medarbejderne det hele ind i forretningen.
– Vi gik rundt med pandelamper og lommelygter i butikken. Vi satte musik på radioen og gik egentlig bare rundt og hyggede ekstra meget med at sætte tingene på plads. Der var ingen stress, siger han.
Selvom Kvickly i Rønne var mørklagt, så lykkedes det alligevel medarbejderne at sætte varer på plads. Privatfoto
Parkerede kurve
Der var cirka 30 kunder i supermarkedet, da strømmen forsvandt. De var i fuld gang med at handle og fylde indkøbskurvene. Da butikken blev mørk, blev kunderne guidet ud, men for at indkøbsturen ikke skulle være fuldkommen spildt, tilbød Kvickly at ”holde på kurvene”.
– Der var seks eller syv indkøbskurve sat til side. Vi fik skrevet folks navne og telefonnumre ned, så vi kunne kontakte dem igen, når strømmen vendte retur. Vi har ringet til dem, og de kommer løbende for at hente deres kurve, siger Martin Tranberg.
Den første melding i forbindelse med strømafbrydelsen lød, at strømmen først ville være tilbage omkring klokken 21. Derfor forberedte de sig også på, at der kunne gå mange timer før kunderne igen kunne handle.
'Fandme godt gået'
Da strømmen atter var tilbage i butikken, gik medarbejderne stille og roligt i gang med at gøre butikken klar til kunder igen. Kasserne blev genstartet, og køleanlæggene skulle tilsluttes ordentligt. Lederne holdt et kort evalueringsmøde, hvor dagens håndtering blev talt igennem.
– Meldingen til vores medarbejdere var klar: Generelt er det hele bare gået super godt. Det var næsten vigtigere for os at fortælle medarbejderne, fremfor hvad der var gået skidt. Derfor har vi nok heller ikke lært super meget af strømsvigtet, udover at der er styr på det meste, siger Martin "Trane" Tranberg.
Mel, sukker og sodavand blev leveret som planlagt til Kvickly i Rønne. Privatfoto
Navne og numre blev sat på kurvene, så kunderne kunne komme tilbage efter dem.