Kommunen siger ok til omstridt byggeri

Kommunen siger ok til omstridt byggeri
Sådan kommer det nye hus på Teglkåsvej til at se ud. Illustration fra tilladelse/dispensation i henhold til bevarende lokalplan
Onsdag 6. marts 2019 • 19:48
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 6. marts 2019 • 19:48
Et byggeri af et nyt hus på Teglkåsvej, mellem Helligpeder og Teglkås, er nu tæt på at kunne realiseres. Planerne har medført mange kritiske høringssvar fra beboere i området.

Bornholms Regionskommune har netop meddelt landzonetilladelse til opførelse af en ny bolig på stedet. Kommunen har samtidig givet tilladelse og dispensation i henhold til bevarende lokalplan for området til nedrivning af det eksisterende hus og opførelse af et nyt enfamilieshus på 196 kvadratmeter.

Det gamle hus, som er fra 1887, er vurderet til at være i så dårlig stand, at det ikke kan reddes.

Ikke så afvigende

Flere høringssvar undervejs i sagsbehandlingen har som fællesnævner haft, at man mener, at det nye projekt adskiller sig meget fra den bevarende lokalplan. Det handler blandt andet om materialevalg som for eksempel zinktag og store vinduespartier.

Den kommunale afdeling Byg vurderer, at projektet ikke er så afvigende i forhold til området, at det udløser udarbejdelse af en ny lokalplan, og at byggeriet ikke er i strid med gældende lokalplans formål, da formålet omhandler bevaring af eksisterende bebyggelser og renoveringer heraf. Med andre ord handler den gamle lokalplan ikke om nybyggeri.

Kommunen bemærker, at den nye bygning ikke er placeret sammen med den eksisterende bymæssige bebyggelse, og at det nye hus derfor typisk vil blive oplevet i fart på cykel eller i bil. Man har derfor vurderet, at der skal ses lempeligere på lokalplanens krav, end hvis huset blev oplevet som gående. Man har derfor givet dispensation fra lokalplanen og tillader, at vinduerne kan udføres med aluminiumsrammer, og at skorstenen kan udføres af stål.

Tilpasninger

Man vurderer, at projektet er tilstræbt opført i en nutidig arkitektur, der er afstemt i forhold til områdets karakter. Det samme gælder valget af materialer og overflader.

Jane Andersen, bygningsingeniør og faglig koordinator i kommunen, oplyser dog, at der efter et orienteringsmøde med beboerne i området er sket mindre tilpasninger af projektet.


FÅ ABONNEMENT