Efter udbrud med særlig variant: Kommunen opfordrer alle til at blive pcr-testet

Efter udbrud med særlig variant: Kommunen opfordrer alle til at blive pcr-testet
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 2. JUN 2021 • 13:43
Henrik Nielsen
Journalist

2. JUN 2021 • 13:43

CORONA

Har man været sammen med andre siden pinse, bør man få foretaget en såkaldt pcr-test for corona. Sådan lyder opfordringen fra regionskommunen, fordi der har været smitteudbrud med en særlig variant af coronavirussen.

Det sker på anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fremgår det af en pressemeddelelse.

Opfordringen gælder også alle, der har været gæster på øen i den periode.

For at give folk mulighed for at leve op til opfordringen bliver der skruet op for kapaciteten af pcr-test, der er den, der bliver foretaget i halsen.

Regionskommunen understreger, at der er fuldstændig styr det smitteudbrud, der har været med den særlige variant. Det er blevet hurtigt inddæmmet, og alle procedurer er fulgt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ved alligevel at opfordre alle til at lade sig pcr-teste forventer Styrelsen for Patientsikkerhed at kunne gennemføre en screening og dermed finde eventuelle nye, endnu ikke opdagede smittekæder.

Den ekstra testindsats gennemføres også netop nu, fordi Bornholm står overfor Folkemødet og ser ind i en sommer, hvor mange gæster kommer til øen.

Torsdag og fredag kan man uden forudgående tidsbestilling få foretaget en pcr-test i Rønne Idrætshal og Klemenskerhallen. Derudover er det fortsat muligt at få foretaget pcr-test med tidsbestilling i Rønne, Nexø, Klemensker og Aakirkeby. Tidsbestillingen sker som normalt via hjemmesiden Coronaprover.dk.

 


Åbningstider uden tidsbestillinger

• Rønne Idrætshal, Torneværksvej 1, Rønne

Torsdag klokken 9-18.

Fredag klokken 7-12

• Klemenskerhallen, Stadionvej 4, Klemensker

Torsdag klokken 9.30-18.