I weekenden er der masser af muligheder for at være med til at tænde et juletræ og nyde lys i mørket.
Siden slutningen af juni er det bare blevet mørkere, mørkere og mørkere. Men nu er der håb.
Selvom der stadig er en lille måned til det atter vender og vi går mod lysere tider, så er der lys på vej i de bornholmske byer og lokalsamfund.
I de kommende dage sættes der nemlig strøm til de mange julelys, der er sat op, og hvis man vil være med til at tælle ned og gøre lidt ekstra ud af hyggen, er det altså med at møde op på det helt rigtige tidspunkt.
Derfor har vi spurgt alle jer på Facebook, hvornår juletræet tændes rundt omkring på Bornholm?
Heldigvis har mange været søde til at dele tips til, hvornår man skal bevæge sig hvorhen for at synge julesange, møde julemanden, drikke gløgg og selvfølgelig se træet blive tændt.
Faktisk starter festlighederne allerede torsdag, for her tændes juletræet på Store Torv i Rønne. Det sker klokken 16.00.
Ved samme lejlighed byder Rønne Handelsstandsforening traditionen tro på en skål risengrød til de fremmødte.
Arkivfoto fra juletræstænding i Hasle. Arkivfoto: Allan Rieck
Fredagens program
Har man tid og rigtig juletrang kan man være med til at tænde juletræ fire dage i streg, men mindre kan formentlig også gøre det for det fleste, og fredag tændes træet i både Hasle, Nexø, Østerlars og i Svaneke.
I Hasle er det sognepræst Jens Jørgen Rasmussen, der tænder træet klokken 16.30. Her kan man købe æbleskiver og få gløgg og saftevand en halv time før, og så synger børnekoret fra Svartingedal Skole julesange. Det rygtes desuden, at julemanden selv kommer til Hasle netop denne eftermiddag - måske med lidt slik til børnene.
Samme dag, men et helt andet sted tændes juletræet klokken 16.00 på Nexø Torv.
Her kan man slå flere fluer med et smæk, for samme dag slår Bornholms Julemarked på Nexø Havn også lågerne op for de mange boder for første gang i år. Det sker klokken 15.00 - og klokken 17.00 kan man se årets julebordsudstilling hos Matter - House of Crafts.
Er det Svaneke der trækker, er der også juletræstænding her klokken 16.00. Fredag og lørdag er der desuden også julemarked på Svanekegaarden.
Fredag klokken 16.30 tændes juletræet i Østerlars ved Min Købmand.
I Klemensker tændes juletræet ved Superbrugsen stadig samme dag, men klokken 16.45. Julemanden får en travl weekend, for han kommer også her forbi med slikposer til de fremmødte børn.
Arkivfoto fra juletræstænding i Svaneke.
Lørdag i Nyker, Allinge og Tejn
I Nyker skal man møde op lørdag klokken 16.00, hvis man vil være med til at tænde årets juletræ.
Samme dag tændes juletræet på Kirkepladsen i Allinge. Her kan man klokken 15.30 opleve kirkens nystartede børnekor synge lucia, ligesom der er fællessang i kirken. Herefter vil juletræet blive tændt.
Lørdag kan man også fejre julen på Penyllan Brewery på Tejn Havn, hvor juletræet tændes klokken 14.00.
Byens "rigtige" træ tændes imidlertid først søndag klokken 16.00 ved medborgerhuset. Her er dørene åbne fra klokken 14.30, og der sælges æbleskiver, gløgg og varm kakao - og så kommer julekonen forbi.
Søndag med masser af jul
Der bliver stort festivitas i Aakirkeby søndag.
Her tændes nemlig ikke bare juletræet klokken 16.00, men også alle de nisser, lys og andet festligt hurlumhej, som de kalder Aakirkejuleby.
Her kan man tage forskud på festlighederne fra klokken 14.00, og i løbet af eftermiddagen den første søndag i advent får byen besøg af både borgmesteren, sognepræsten, nisser og Puch Maxi-klubben De Vilde Svin.
Her åbner pebernøddeslottet, så børnene kan være med til at bage, ligesom man kan købe æbleskiver og gløgg på torvet.
Der er desuden et børneløb, hvor man kan få en pandekage, og Dynamik Koret fører an, når julen synges ind. Efterfølgende er der et arrangement med masser af julesange i byens kirke.
Søndag tændes træet desuden i Snogebæk klokken 15.00 i forbindelse med årets julemarked, som finder sted i Folkets Hus både lørdag og søndag.
Har man mod på en lille konkurrence kan man møde op bag Brugsen i Pedersker og tage med på en gåtur.
Juletræet tændes imidlertid først omkring klokken 15.30, hvor julen synges ind med efterfølgende æbleskiver i Pedersker Samlingshus.
Søndag tændes træet også på havnen i Listed klokken 16.00. Her synger Svaneke Kirkekor, og så er der fælles fakkeloptog til Listedhuset, hvor der er gløgg, æbleskiver og fællessang.
Desuden er det også søndag klokken 15.15, man kan være med til at tænde juletræet i Sandvig. Her synger Nordlandskoret julen ind, og julemanden kommer forbi med slik til børnene.