I 2020 blev der delt rigeligt med fartbøder ud på de bornholmske veje. Nye tal fra Gjensidig Forsikring og Gallup viser, at politiet blitzede fartglade billister 2.277 gange. Det svarer til cirka 3,1 million kroner, som fartbøderne potentielt kan løbe op i.
Det er især på to specifikke veje, hvor bilister bliver taget i at køre for stærkt. Alene på disse to veje har Bornholms Politi blitzet biler 774 gange i 2020. Der er tale om Rønnevej og Sdr Landevej, med henholdsvis 398 og 376 tilfælde af tung fod på speederen.
Alene på de to veje er der delt bøder ud for godt 1 million kroner i 2020. Ifølge Bornholms Politi kan fartbøder skyldes, at der er strækninger, der ligger mere op til hurtig kørsel end andre. Rønnevej og Sdr Landevej er nogle af dem.
– Der er selvfølgelig nogle strækninger, hvor vi har erfaringer med, at folk kører for stærkt, fordi vejene byder op til det. Og de her to veje har flere lange lige strækninger. Folk ser det som en landevej, hvor de kan køre lidt hurtigt, siger Jacob Trøst, Politikommissær ved Bornholms Politi
Fælles for langt de fleste veje er, at det er de store og brede veje, hvor man træder tungere på speederen. Grafik: Christina Skovmose
Fra Rønne til Nexø
Det er især vejene ved og mellem Rønne og Nexø, hvor store dele af bøderne bliver uddelt. Birgersvej i Aakirkeby, der er en del af primærrute 38, kommer ind på en 4. plads med 163 blitz af fartøjer. Primærrute 38 er en hovedvej, der går fra Rønne tværs over Bornholm til Nexø og igennem Nylars, Gedeby, Bodilsker og Lobbæk blandt andet.
Det er ikke noget, der overrasker politiet, at det er disse veje, der figurerer på listen. Antallet af de uddelte bøder, er også et resultat af, hvor Bornholms Politi placerer sig henne og måler hastigheden.
– Generelt set plejer vi at sige, at jo større og jo mere lige en vej er, jo hurtigere kører folk også. Vi prøver at tilpasse vores kontrol, i forhold til hvor folk kører for stærkt. Tallene kan lige så godt se sådan her ud, fordi vi har været ekstra aktive på den og den strækning. Vi dyrker nogle strækninger, hvor vi oplever, at de kører for stærkt. Så længe der er noget at komme efter, så kommer vi også igen, siger Jacob Trøst.
Udover de store veje, der blandt andet er en del af rute 38, står der også fartmålere på de lidt mindre veje på øen. Og de er også travlt beskæftiget med at fange fartøjer, der kører hurtigere end politiet tillader. Bølshavn kommer ind på den mere kedelige 3. plads, med 176 uddelte bøder i 2020.
Nybrovej, der er går mellem Østerlars og Gudhjem, ligger som rosinen i pølseenden på den ærgerlige hitliste. Størstedelen af vejene på listen er del af de såkaldte sekundærruter 158 og 159, der tilsammen går Bornholm rundt.
Top 10 veje med flest bødesager
Rønnevej, 398
Sdr Landevej, 376
Bølshavn, 176
Birgersvej, 163
Borrelyngvej, 144
Søndre Landevej, 108
Nordre Ringvej, 103
Stenbrudsvej, 90
Melstedvej, 88
Nybrovej, 84