Nummer 17 ud af 18. At have overtaget en plads i kommunalbestyrelsen midt i denne valgperiode hjalp mandag aften ikke meget for Rebecca Douglas Elleby (S), der stillede op for Alternativet ved valget for fire år siden, men var blevet socialdemokrat, da to gange frafald hos Alternativet betød, at der pludselig var en plads i kommunalbestyrelsen til hende.
De fleste blandt de 82 fremmødte ved Socialdemokratiets opstillingsmøde så dog i andre retninger, da de mandag skulle prioritere partiets liste ved dette års valg.
– Det har jeg det fint med. Det er jo ikke en liste, der har så stor betydning, for vælgerne kan jo stemme på hvem de vil. Og jeg tror sagtens, at mine vælgere kan finde ned til nummer 17 og finde mig, siger Rebecca Douglas Elleby.